Umiddelbart ser nøgletallene for dansk økonomi imponerende ud. Men trækker man indtægterne fra nordsøolien fra, ser billedet knap så kønt ud. Ifølge nye beregninger fra Energistyrelsen ville de seneste års store overskud på betalingsbalancen forsvinde, og det meste af overskuddet på statens budget ville være væk. Og hvad værre er: Der er ikke udsigt til, at det billede ændrer sig de kommende år. Forsigtigt skøn Hvis man sammenligner Energistyrelsens skøn med de økonomiske vismænds nye prognose, som netop er blevet offentliggjort, ville der være et betalingsbalanceunderskud de næste tre år, hvis ikke Danmark havde indtægterne for olien. Energistyrelsens skøn over effekten på betalingsbalancen er oven i købet forsigtig. Det er baseret på en oliepris på 40 dollar per tønde, hvilket er 10 dollar lavere end den nuværende pris. Havde Energistyrelsen brugt den aktuelle pris, som ligger lige omkring 50 dollar, ville effekten af nordsøolien være endnu større. Umiddelbart er det ikke et problem for dansk økonomi, at olien redder betalingsbalancen og sikrer overskuddet på statens budget, siger den tidligere overvismand Niels Kærgård, som er professor på Landbohøjskolen i København. Han advarer dog om, at olien tørrer ud på et tidspunkt. »Det er heldigt for dansk økonomi, at vi har olien i øjeblikket. Men disse tal er en påmindelse om, at vi ikke har olien for evigt. Når dagens unge skal på pension, vil olien være væk. Det er vigtigt, at man ikke lader sig forblinde af de store overskud på betalingsbalancen og de offentlige finanser og glemmer behovet for reformer«, siger Niels Kærgård. 100 milliarder i kassen Men indtil videre går det strygende. Tager man årene fra 2004 til 2009, vil der alene fra nordsøolien komme 100 milliarder kroner i statskassen. Det svarer stort set til det forventede overskud på statens finanser i den samme periode. Finansminister Thor Pedersen (V) afviser, at de mange milliarder skulle friste regeringen til at lette på statskassens låg. Nej til oliefond »Vi styrer efter 2010-planens målsætning for udviklingen i de offentlige udgifter. Alle ekstra penge bliver brugt til afvikling af statsgælden«, siger Thor Pedersen. Med en samlet offentlig gæld i omegnen af 600 milliarder kroner afviser finansministeren, at der er grund til at følge Norges eksempel og opbygge en decideret oliefond, hvor man gemmer pengene til fremtidige generationer. »Norge har ingen nævneværdig gæld. Det har vi. Derfor giver det ingen mening at lægge pengene til side i en særlig fond«, siger Thor Pedersen. Finansministeren er heller ikke bekymret over, at betalingsbalancen ville vise et minus, hvis man trak olien og gassen ud. »Vi trækker jo heller ikke svineeksporten ud. Da vi gennemførte forårspakken, var vi fuldt bevidste om, at det ville koste på betalingsbalancen. Men det er prisen for at sikre sig, at dansk økonomi ikke ender med samme afmatning, som tilfældet er i mange eurolande«, siger Thor Pedersen. SF: Usund økonomi Hos SF mener finansordfører Ole Sohn, at de mange penge fra nordsøolien dækker for billedet af »en gennemgribende usund dansk økonomi«. »Nordsømilliarderne skjuler det faktum, at regeringens skattestop er i færd med at underminere velfærdssamfundet. Vi afbetaler slet ikke så meget på gælden, som vi burde gøre«, siger Ole Sohn. Ifølge årsopgørelsen fra Energistyrelsen er der olie nok til de næste 12 år med en olieproduktion på samme niveau som i 2004. Det er dog sandsynligt, at olieproduktionen falder med årene, og at oliereserverne holder sig længere tid.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hvis vi får den regering, der lige nu er på tegnebrættet, får vi nok tre, ikke to, oppositioner
-
Om en måned skal de være ude: Op mod 100 musikere får frataget deres øvelokaler
-
Trump joker om at overtage Cuba 'når arbejdet i Iran er færdigt'
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.




























