Star Wars tjener milliarder

Darth Wader og kompagni har tidligere sikret Lego store overskud, men også økonomiske problemer. - Foto: Lego
Darth Wader og kompagni har tidligere sikret Lego store overskud, men også økonomiske problemer. - Foto: Lego
Lyt til artiklen

Når filmfans verden over de kommende uger bestormer biograferne for at se den sidste film i Star Wars-serien 'Sith-Fyrsternes Hævn', er det ikke kun filmens instruktør, George Lucas, der får dollartegn i øjnene. Multinationale firmaer som Burger King, Pepsi, M&M og danske Lego har købt sig til en status af partnere og kan se frem til en indtjening på højde med eller måske endda over George Lucas'. Galaktisk store tal Ligesom tilfældet var med de fem første Star Wars-film er det galaktisk store tal, der svirrer rundt i luften, når analytikere forsøger at give et bud på, hvad 'Sith-Fyrsternes Hævn' vil generere i indtjening. Ifølge BBC News har Star Wars-universet hidtil indtjent et astronomisk beløb på 20 milliarder dollar eller 117 milliarder kroner hidtil. Kun de 5,7 milliarder dollar stammer fra salg af biografbilletter, video og dvd. Resten kommer fra det mylder af franchise-artikler, der har omgivet fænomenet siden den spæde start. Og det er langtfra kun amerikanske selskaber som Burger King, Pepsi og M&M, der holder øjnene skarpt fokuseret på modtagelsen af den seneste Star Wars-film. Stor betydning hos Lego I Billund bliver farven på Lego-koncernens bundlinje i realiteten afgjort i disse uger. Lego har nemlig ret til at producere en stribe forskellige typer legetøj, herunder pc-spil med Star Wars-figurerne som udgangspunkt - og salget går allerede strygende. »Vi har ventet på, at filmen skulle komme i biografen. Vi kan se, at vort salg til butikkerne ligger over det, vi havde forventet, og nu er salget til forbrugerne også kommet rigtigt godt i gang«, siger direktør Mads Nipper. Et slags problem Faktisk er de enorme indtægter fra Star Wars blevet et slags problem for Lego. For lige siden den første af de 'nye' Star Wars-film kom i 1999, har Legos regnskaber taget årlige rutsjeture. De år, hvor folk har invaderet biograferne, har de også købt Legos Star Wars-modeller i stor stil og sikret koncernen enorme indtægter, men året efter var de samme modeller helt yt. Og det kostede Lego dyrt. »Vi har tidligere rendt meget med, når Star Wars-bølgen rullede. Når salget steg, indrettede vi i stor stil vor produktion efter de produkter og investerede endda i ekstra kapacitet. Det betalte vi så dyrt for de følgende år, når vi ikke havde produkterne«, siger direktør Mads Nipper. Denne gang har Lego derfor besluttet, at der ikke skal satses alt for voldsomt på Star Wars. »Vi gør alt for at sælge så meget som muligt, men vi investerer ikke i ekstra kapacitet for at producere Star Wars-udstyr. Heldigvis kan vi se, at vi har fået bedre balance i vores produktion og salg. Salget af de klassiske Lego-ting stiger, så vi ikke ligesom før er så afhængige af sæson-produkterne«, siger Mads Nipper.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her