Lavere afkast og ringere pension. Det er konsekvensen for de godt 1,2 millioner medlemmer af Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) af, at det fra 1. juli i år bliver muligt at flytte sin LD-opsparing til en anden pensionsordning. »Usikkerheden om, hvor mange der vælger at forlade LD, har betydet, at vi har måttet lægge vores investeringer om til korte papirer, så vi hurtigt kan få frigjort de nødvendige midler, hvis det bliver aktuelt«, siger vicedirektør i LD, Dorrit Vanglo. Langsigtede investeringer LD har år efter år præsteret et af pensionsbranchens bedste afkast af de investerede midler. Det skyldes, at LD kan investere langsigtet og derfor har en stor andel af formuen placeret i aktier, som set over en længere årrække giver det højeste afkast. Men muligheden for, at et større antal medlemmer forlader LD, har tvunget fonden til at lægge sine investeringer om. »Hvis vi skal ligge mere likvidt, så er det nødvendigt med flere korte obligationer i beholdningen. Og dem er der som bekendt ikke det store afkast i«, siger Dorrit Vanglo. For at være på forkant med udviklingen gennemførte LD allerede størsteparten af omlægningen i 2004, som ellers var et godt år for aktierne. Og det kom til at koste medlemmerne på pensionen. »Det er rigtigt, at det var uheldigt for langt de fleste medlemmer, som ikke har valgt vores forskellige puljer. 2004 ville have givet et højere afkast med flere aktier«, siger Dorrit Vanglo. Udsalg af aktier For at forberede sig på det frie valg, skar LD drastisk ned på aktiebeholdningen i gennem 2004. Således steg andelen af obligationer og lignende papirer fra 39 procent ved indgangen til 2004 til 56 procent ved årets udgang. Dorrit Vanglo kan ikke sætte tal på, hvor meget omlægningen vil skade afkastet. Det afhænger helt af udviklingen på markedet. »Hvis for eksempel aktiemarkedet tager sig en nedtur, så vil det vise sig at have været en god beslutning. Men i det lange perspektiv er der nok ikke tvivl om, at det vil give et lavere afkast«. Selvforstærkende effekt Dorrit Vanglo kan heller ikke sige, om der blot er tale om en midlertidig foranstaltning. Det afhænger blandt andet af, hvor mange der rent faktisk ønsker at flytte deres opsparing. »Under alle omstændigheder må vi forvente, at der sker et eller andet umiddelbart efter 1. juli. Hvordan det udvikler sig derefter, må vi følge løbende«. LD har tidligere fået lavet en medlemsundersøgelse, som viste, at blot syv procent tilkendegav, at de vil flytte under alle omstændigheder. Dorrit Vanglo frygter dog ikke, at det lavere afkast som følge af omlægningerne vil få en selvforstærkende effekt. »Trods omlægningerne fik vi et afkast sidste år på 13,7 procent. Det, synes vi, er meget tilfredsstillende, og allerede i første kvartal i år er vi oppe på 4 procent. Selv efter omlægningerne ligger vi stadig med en aktieandel på omkring 33 procent. Det er bestemt i den pæne ende, når man sammenligner med andre selskaber«, siger Dorrit Vanglo.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























