Yukos-chef håber på amnesti

Lyt til artiklen

Ruslands engang rigeste mand, Mikhail Khodorkovskij, risikerer ti års fængsel, hvis dommerne efterkommer anklagerens krav. Men en af hans advokater tror, at der er et håb om frihed. Genrikh Pavda siger, at både Khodorkovskij og hans tidligere kollega i oliegiganten Yukos og nu medanklagede, Platon Lebedev, kan blive omfattet af den amnesti, præsident Vladimir Putin ventes at udskrive i forbindelse med 60-årsdagen for slutningen af Anden Verdenskrig. Også Lebedev trues af ti år bag tremmerne. Begge er tiltalt for kæmpe skattesvig og en lang række andre økonomiske forbrydelser. De nægter sig skyldige. Skattemyndigheder strammer grebet Iagttagere i Moskva ser mere pessimistisk på de to mænds fremtid, og skattemyndighederne strammer stadig mere grebet om dem. Det nyeste krav lyder på 17,8 mia. rubler (ca. 630 mio. dollar), som Yukos angivelig undgik at betale i 2000-2001. Det samlede skattekrav er på næsten 28 mia. dollar (over 160 mia. kroner), hvilket er mere, end hele Yukos var vurderet til i sine bedste år. Desuden skal de betale millioner i personlig skat. Advokaten siger, at den teoretiske benådning forudsætter, at dommene falder, før amnestien træder i kraft. Prestige på spil Det kan ske, men de færreste tror, at Putin slipper Khodorkovskij og Lebedev, fordi Yukos-sagen, som de fleste analytikere betragter som politisk, er meget vigtig for Kremls prestige. Putins økonomirådgiver, Igor Sjuvalov, sagde sidste uge, at formålet med den var at demonstrere over for andre selskaber, hvor farligt det er at snyde i skat. Valget af netop Yukos var angivelig tilfældigt. »Vi kunne have taget et andet selskab, men vi tog Yukos ... Ingen ønsker en ny sag som denne, men hvis det bliver nødvendigt, vil regeringen gøre det igen. Selv hvis det påvirker landets image negativt«, sagde Sjuvalov og indrømmede, at sagen allerede har skadet Ruslands internationale renomme. Langvarig straf til sikkerhedschef Både iagttagere i Moskva og Politikens kilder i Yukos frygter, at Khodorkovskij og Lebedev, der har være varetægtsfængslet i henholdsvis halvandet og næsten to år, vil få de lange straffe, som anklageren forlanger. Yukos' fhv. sikkerhedschef, Aleksej Pitjugin, er netop idømt 20 år, men det er for et mordforsøg og to mord, som angivelig var bestilt af endnu en eksleder af selskabet, Leonid Nevslin. Han bor nu i Israel, men Rusland kræver ham udleveret. Pitjugin nægter sig skyldig. Ifølge advokaterne består hans eneste 'skyld' i, at han har nægtet at vidne mod sine gamle chefer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her