Skattesager koster staten dyrt

Lyt til artiklen

Statens udgifter til at dække utilfredse skatteyderes omkostninger i skattesager vokser eksplosivt. Siden den såkaldte omkostningsgodtgørelse blev sat op i 2002, er det offentliges udgift tredoblet fra 45,5 millioner kroner til 132,3 millioner kroner i 2004. Det viser en splinterny opgørelse fra Skatteministeriet til Folketingets katteudvalg. Overstiger skøn Udgiften overstiger langt det skøn, som regeringen selv kom med i forbindelse med lovens vedtagelse. Dengang anslog den daværende skatteminister Svend Erik Hovmand (V), at de forbedrede muligheder for at få refunderet omkostningerne i forbindelse med skattesager blot ville medføre en ekstraudgift på 15 mio. kr. Når udgiften er tordnet i vejret, skyldes det ifølge SF, at ordningen er for lukrativ. »Vi mener, at loven er skruet sammen som lidt af en gavebod for de skatteydere, som har råd til at hyre de dyre advokater. Det er ikke hr. og fru Jensen, som nyder godt af ordningen«, siger SFs skatteordfører Morten Homann. Bedre muligheder for borgerne Borgernes muligheder for at få refunderet udgifterne til advokater og revisorer i forbindelse med skattesager er blevet markant forbedret hele to gange på få år. I 2000 blevet godtgørelsesprocenten sat op fra 38 pct. for personer og 32 pct. for selskaber til 50 pct. for alle. Uanset om man vandt eller tabte sagen. Men allerede to år efter i 2002 blev godtgørelsen hævet til 100 pct. i sager, hvor skatteyderen enten får fuld medhold, i overvejende grad medhold, eller hvor sagen videreføres af skattemyndighederne. Taber man sagen, får man fortsat halvdelen af sine udgifter dækket. Inden lovændringen i 2000 lå statens udgifter til ordningen på beskedne godt 20 millioner kroner om året. De to lovændringer har altså medført mere end en seksdobling af udgiften. Intet kompromis Skatteminister Kristian Jensen (V) synes imidlertid ikke, at statens udgift er det afgørende: »Jeg mener ikke, at man skal gå på kompromis med retssikkerheden. Sagen er, at de omkostninger, som skatteyderen tidligere havde ved at vinde en sag, ofte var større end den skat, vedkommende skulle have tilbage. Det var helt uholdbart«. Han hæfter sig mere ved, at de gennemsnitlige omkostninger per sag for første gang faldt i 2004 fra 26.565 kr. i 2003 til 21.998 kr. »Vi har været meget opmærksomme på, om advokater og revisorer har brugt loven til at skrue priserne i vejret. Loven er lavet for borgerne og ikke for rådgiverne. Faldet tyder da også på, at priserne ikke er blevet sat op«, siger skatteministeren. Skatteadvokat Tommy V. Christiansen, Århus, hvis advokatfirma fører en stor del af skattesagerne, mener ikke, at udviklingen er overraskende: »Det er helt oplagt, at der bliver ført flere sager, som ikke ville være ført tidligere. Det er også rimeligt nok, da det var derfor, at loven blev indført. Der er heller ingen tvivl om, at folk i dag søger mere professionel bistand, fordi de har mulighed for at få udgiften godtgjort«. Tager hårdere fat Han vil dog ikke udelukke, at rådgiverne i dag tager hårdere fat end tidligere: »Jeg kan heller ikke udelukke, at f.eks. revisorerne er mere tilbageholdende med at give rabat på deres timebetaling, som det tidligere var almindeligt, fordi det offentlige nu betaler mindst halvdelen. Jeg tror da også, at vi vil se, at det offentliges udgift til ordningen vil stige yderligere, fordi den fortsat er relativ ny. Men næppe ret meget mere«. Han mener ikke, at nedgangen i omkostningerne per sag nødvendigvis skyldes rådgivernes tilbageholdenhed: »Det kan lige så godt skyldes, at de taber flere sager, og at der er flere mindre sager«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her