Reklamen bliver mere intim

Lyt til artiklen

Få en gratis Opel mod at liste bilen ind i bevidstheden - og endnu bedre - ind i carporten hos vennerne. Det er seneste eksempel på, at reklamen også i Danmark bliver stadig mere intim. I stedet for blot at bruge tv, plakatsøjler eller kendte rollemodeller, bliver almindelige mennesker salgsambassadører. Toneangivende Opel er ved hjælp af internettet og andre kanaler i færd med at finde 125 danskere, der er toneangivende i deres omgangskreds. De bliver om få uger udnævnt til Opel-ambassadører og får gratis en af de nye modeller til låns i en måned. Til gengæld skal de markedsføre bilmærket blandt naboer, kolleger og venner. »Der er en psykologisk effekt i at benytte sig af en anden persons goodwill, og vi håber selvfølgelig på, at det fører til, at vi sælger flere biler«, siger Ole Poulsen, informationschef i GM-Danmark, der sælger Opel. Selskabet regner med i år at udnævne 32.000 ambassadører over hele Europa - og forsøger dermed at trænge ind bag folks parader. Forbrugere lytter ikke Det er nemlig blevet langt sværere for virksomheder at få forbrugerne til at lytte til traditionel markedsføring, i takt med at vi udsættes for stadig flere informationer. Hver dag sender danskerne for eksempel 20 millioner sms'er, tjekker 47 millioner mail og ser 3.000 reklamebudskaber. Skal man trænge gennem det mylder, kræver det noget ekstraordinært, fastslår topfolk i reklamebranchen: »Folk har konstant deres tv, mail, internet eller mobiltelefon tændt. Sindet er forurenet, så det er blevet sværere for os at komme ind i hjernen og blive derinde. Derfor må vi ramme alle sanser på én gang«, siger Niels Thomsen, direktør i reklamebureauet Grey. Han bakkes op af direktør Frederik Preisler fra Propaganda McCann: »Markedsføringen foregår langt mere gedulgt end før«, siger Preisler. Reklame i panden Et andet eksempel er den amerikanske hjemmeside www.goldenpalace.com, hvor folk sætter deres reklameplads på deres legemsdele til salg. En mand fik 37.000 dollar af producenten af et antisnorkemiddel for at have tatoveret sloganet 'SnoreStop' i panden i en måned. Og en kvinde tilbyder sin gravide mave som reklameplads, fordi, som hun siger, en rund mave tiltrækker opmærksomhed, og hun mangler penge til husleje. Barnevogne med reklamer Der er endnu ikke danske eksempler på denne form for kropsmarkedsføring. Det mest intime herhjemme har hidtil været reklamer på restauranttoiletter, midt i mobiltelefonsamtaler eller på folks privatbiler eller barnevogne. Det stigende bombardement af vores opmærksomhed fra reklame og andre budskaber kan have konsekvenser for helbredet. Hjerneforskere advarer om, at vi blandt andet kan opleve koncentrationssvigt, irritation og i yderste konsekvens livstruende fysiske skavanker.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her