Rækker pengene ikke til en ejerbolig i Københavns området? Så flyt ud. Langt ud - og få i stedet penge til privatforbrug. Det er ikke småpenge, der er at spare ved at skrifte postnummer. 400 kroner mere om dagen til lækre madvarer, ferierejser eller en ekstra bil er der at hente, hvis en gennemsnitsfamilie ikke køber 150 kvadratmeter på Frederiksberg i København, men i stedet investerer i 150 kvadratmeter i Holmsland Kommune i det vestligste Jylland. 150.000 kr. mere til forbrug Når skatter, grundskyld, forsikring og boligudgifter er betalt, har en familie med en årsindtægt på 750.000 kroner næsten 150.000 kroner mere tilbage til privatforbrug, hvis de bor i Holmsland frem for på Frederiksberg. Det giver 400 kroner mere om dagen. Familien på Frederiksberg har 250.000 kroner til forbrug årligt, mens familien i Holmsland på yderkanten af Ringkøbing Fjord har næsten 400.000 kroner til forbrug. Det viser beregninger gennemført af tidsskriftet Penge & Privatøkonomi. Det er især de vilde huspriser i Københavnsområdet - ikke mindst på Frederiksberg - der gør udslaget. Også lav skat i Holmsland påvirker tallene. Forskel på reel indkomst Penge & Privatøkonomi gør opmærksom på, at f.eks. deres eksempelægtepar bestående af en ingeniør og en lærer vil have højere lønninger i København end i Vestjylland. Parret vil tjene 800.000 kroner om året på Frederiksberg og 710.000 kroner i Vestjylland. Indtægtsforskellen til trods er der dog stadig langt mere til forbrug, hvis man bosætter sig langt fra Rådhuspladsen.
Spar 400 kroner om dagen i Vestjylland
Lyt til artiklen