En økonomisk gulerod til de dygtige medarbejdere giver bedre børnehaver, undervisning og ældrepleje, mener et flertal af landspolitikere. Men ude i virkeligheden ser udviklingen ud til at gå den modsatte vej. Det er Ledernes Hovedorganisation, som i en undersøgelse blandt folketingsmedlemmer og -kandidater konstaterer flertal for mere individuel løn. FOA: Forkert ræsonnement Medvinden fra landspolitikerne kommer, netop som de kommunale arbejdsgivere i Kommunernes Landsforening forhandler overenskomst og dermed også lægger arm om størrelsen på de personlige lønportioner - ny løn - med personaleorganisationerne. »Politikerne tror åbenbart, at ydelserne og præstationerne er afhængige af lønnen, den enkelte får. Man tror, at der går 640.000 medarbejdere i kommuner og amter rundt som isolerede øer, og hvis man bare belønner hver enkelt, bliver servicen meget bedre. Men det er simpelthen forkert«, siger forbundsformand Dennis Kristensen fra Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA). Arbejdsgivere tror på sagen I øjeblikket udgør ny løn 1,87 procent af den samlede lønsum i kommuner og amter, men social- og sundhedsassistenterne har netop i deres nye overenskomst fået procenten ned på 1,25. Til gengæld har HK'erne hævet deres ny løn-procent til 2,5. Lærere og pædagoger forhandler fortsat, men deres organisationer ønsker at tvinge andelen af personlig løn så langt ned som muligt. Arbejdsgiverne er mere optimistiske: »Mit mål ved indgangen til overenskomstforhandlingerne var at holde det nuværende omfang af ny løn, og det tror jeg absolut på bliver facit«, siger den kommunale topforhandler, borgmester Kjeld Hansen (S). BUPL: Ny løn bliver brugt til rationalisering Pædagogernes fagforening BUPL har andre ambitioner, og formand Birgit Elgaard vil nødig have mere individuel løn ind i aftalerne. »Fordi vi har den dårlige erfaring, at ny løn bliver brugt som rationalisering. Man giver ekstra i løn til dem, som løber hurtigt, i stedet for til medarbejdere eller grupper, der udtænker nye metoder eller hæver kvaliteten«, siger hun og håber, at pædagogerne får sat ny løn-procenten længere ned end social- og sundhedsmedarbejderne. Delte socialdemokrater Socialdemokraterne er delt stort set midt over i for og imod belønning af dygtige medarbejdere. Gruppeformand Pia Gjellerup hører til jafløjen: »Grebet rigtigt an, hvor belønningen går til særlige opgaver eller folk, som trækker organisationen i den rigtige retning, er det et godt instrument«, siger hun. Frank Jensen siger nej Til nejsiden hører politisk ordfører Frank Jensen: »Jeg har kun set, at det virker stik mod hensigten. I stedet for at virke motiverende på medarbejderne og skabe samhørighed, splitter det i stedet folk og virker demotiverende«, siger han, der understreger et åbent og gennemskueligt lønsystem i den offentlige sektor som en forudsætning for god service. Venstre støtter Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har ikke deltaget i undersøgelsen, men er ikke i tvivl om sin støtte til synspunktet om, at belønning kan være vejen til bedre service. Men han lægger ikke skjul på, at metoden ikke alle steder er fuldt udfoldet: »Ideen om at give særligt løntillæg til enkelte går jo stadig i børnesko ude i kommunerne«, siger ministeren, som dog understreger, at han ikke vil blande sig i de aktuelle overenskomstforhandlinger. Bevidstløs uddeling Løkke Rasmussen kritiserer, at tildelingen af en ekstra gulerod mange steder sker lidt for bevidstløst. »Som når en medarbejder har været på et kursus og får et flueben ud for sit navn - og lidt ekstra fra ny løn. Så bliver det en automatik og ikke dynamik, og fører ikke til øget kvalitet i den offentlige service«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Ruslands forsvarsministerium har offentliggjort en liste over europæiske og danske virksomheder: »Sov godt«
-
Han forsvandt ind i sig selv, når han var depressiv, og var en bølle, når han var manisk
-
Redington: Mette Frederiksen ansætter 25 nye ministre. Her får I navnene
-
Mette Frederiksen terroriserer sin egen befolkning
-
Fostre får lov at gå til, selv om de godt kunne reddes: »Jeg beskyldte mig selv for, at jeg ikke kunne holde på vores barn«
-
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema




























