Salg af legepladsfirma letter pres på Lego

Lyt til artiklen

Kriseramte Lego kan se frem til lidt ekstra mønt på den slunkne kistebund, efter at Nordic Capital fremsatte et købstilbud på 737 millioner kroner for legepladsfirmaet Kompan, hvor Lego Holding og Kirkbi A/S, der er ejet af Lego koncernens hovedaktionær, Keld Kirk Kristiansen, tilsammen sidder på små 30 procent af aktierne og 75 pct. af stemmerne. Beslutning om at sælge Kompan er et led i Legos seneste overlevelsesplan fra oktober sidste år, hvor legetøjskoncernen præsenterede offentligheden for et truende underskud i størrelsesordenen to milliarder kroner i 2004. Redningsplanen indeholder bl.a. et storudsalg af aktiviteter, der ikke direkte har med koncernens hovedbeskæftigelse at gøre, nemlig produktion af legetøj. Det vil først og fremmest sige Kompan. Køberne, Nordic Capital, er et af Nordens førende investeringsselskaber, som senest var på banen i Danmark, da selskabet i samarbejde med ATP overtog Falck til en pris på 5,3 milliarder kroner. Fuldt ejerskab Partner i Nordic Capital, Christian Dyvig, siger, at hensigten med købstilbuddet er at opnå hundrede procents ejerskab af Kompan med henblik på at afnotere Kompan fra Københavns Fondsbørs og videreudvikle selskabet som én samlet virksomhed i samarbejde med den nuværende ledelse og med afsæt i selskabets nuværende strategi. »Vi mener, at vi kan accelerere Kompans vækst på eksisterende og nye markeder og udvikle selskabet via investeringer i organisk vækst og ikke mindst opkøb«, siger Christian Dyvig. Øger værdien på sigt Han lægger ikke skjul på, at det på kort sigt kan forringe Kompans indtjening. Men på lang sigt vil det øge selskabets værdi, mener han. »Derfor er det naturligt at tage selskabet af børsen og udvikle Kompan under langsigtede ejere, som har den finansielle styrke til at være tålmodige og tilføre de nødvendige midler til den fremtidige ekspansion uden hensyn til kortsigtede udsving i indtjeningen«, siger Dyvig. En del af den planlagte strategi er at flytte produktionen fra Ringe på Fyn og Vetraz-Monthoux i Frankrig til Tjekkiet. Men det får kun en lille betydning for de ansatte i Ringe, hvor der primært foregår salgs-, marketing- og servicevirksomhed, forsikrer Kompans koncernchef Carl Henrik Jeppesen. »Når vi flytter til Tjekkiet, flytter vi halvdelen af vores omsætning - men det drejer sig kun om tyve medarbejdere. Vi samler produktionen i Tjekkiet og gør os mere effektive. På kort sigt kommer de ansatte i Kompan ikke til at mærke nogen forskel. Ud over at vores evne til at investere bliver kraftigere, og at vi udvikler os hurtigere«, siger Carl Henrik Jeppesen, som har 170 medarbejdere i Danmark, hvor godt halvdelen er funktionærer og resten timelønnede. Åben for andre tilbud Kompans hovedaktionærer Lego og Kirkbi samt medlemmer af Kompans bestyrelse og ledelse har ikke blot accepteret købstilbuddet, men også afgivet deres ret til at acceptere konkurrerende bud på legeredskabsproducenten. Tilbudskursen på 1.250 kr. pr. aktie repræsenterer en præmie på 25 pct. i forhold til kursen den 8. oktober 2004, hvor Kompan officielt blev sat til salg.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her