Falsk ingeniør bluffer Italien

Lyt til artiklen

Han gik godt nok på universitetet engang i 1980'erne, men det blev aldrig til mere end én bestået eksamen. Alligevel har den 43-årige Igino Orsini Federici igennem 15 år udført hundredvis af byggeopgaver i Italien og Frankrig. Arresteret for vrøvl med papirerne Manden, der er ud af en familie med adelige rødder, er blevet arresteret, efter at hans egen hjemkommune, Orvieto nord for Rom, opdagede et par uregelmæssigheder i hans papirer. Den selvudnævnte ingeniør og bygherre har sat sit falske stempel på en lang række store bygningsarbejder. Han har ifølge italienske medier været med til at renovere en bro over Seinen i Paris og stået bag restaureringen af ejendomme langs floden i den franske hovedstad. Alle havde tillid Hjemme i Italien har han udført byggeopgaver for statsbanerne og motorvejsnettet, renoveret kirker og historiske monumenter og bygget private huse og indkøbscentre. Alle troede fuldt og fast på, at manden var uddannet bygningsingeniør, sådan som han påstod. I hjemregionen Umbrien, som ofte rammes af jordskælv, har Orsini Federici udstedt en lang række certifikater, som garanterer, at en bygning er jordskælvssikret og lever op til lovens krav. Spørgsmålet er nu, hvad alle disse mennesker skal stille op med deres falske certifikater. Dygtig til sit arbejde Sagen er den mest alvorlige af sin art nogensinde i Italien, og den vækker furore. Offentligheden spørger, hvordan en falsk ingeniør i så mange år har kunnet operere uforstyrret. En del af svaret er, at han tilsyneladende er dygtig til sit arbejde trods de manglende papirer. En række kontroller er i gang for at undersøge holdbarheden af de projekter, som ingeniøren har gennemført. Foreløbig har myndighederne ikke opdaget byggesjusk, kun -svindel. Eksamensskræk Igino Orsini Federici gik på universitetet i Rom i 1980'erne. Ifølge hans advokat læste han flittigt, men led af eksamensskræk. Efter studierne forlod han universitetet og skrev - i uoverensstemmelse med sandheden - på sit curriculum, at han havde bestået eksamen med topkarakter og fået sit speciale offentliggjort. Han undlod at melde sig ind i ingeniørforeningen for at slippe for den eksamen, der følger med. Kollega opdagede ikke fupnummer I stedet brugte han et medlemsnummer, der tilhørte en anden ingeniør. Kollegaen var ikke selv aktiv og har aldrig opdaget, at Orsini Federici brugte hans medlemsnummer. Sagen er nu for en domstol. Orsini Federici er anklaget for ulovlig udførelse af en profession og for bedrageri. Forleden bad hans forsvarsadvokat pressen om at træde et skridt tilbage. »Min klient har begået en brøler. Måske var det på grund af et ønske om at fremstå i klæder, der ikke var hans, et behov for at blive værdsat«, siger Giovanni Guariglia og tilføjer: »Men nu håber vi på at få fred, for Igino Orsini Federici vil gerne starte på en ny tilværelse«. Forhåbentlig denne gang på sandhedens præmisser.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her