Topdanmark forgylder de unge

Lyt til artiklen

Topdanmark-kunder med lav rentegaranti får højere afkast til næste år end ældre kunder med høj garanti. På trods af at de unge kun er blevet garanteret et afkast på 1,5 procent, kan de se frem til et højere afkast til næste år end de ældre kunder, som er blevet garanteret en årlig rente på 4,5 procent. »Vi synes, at det er på sin plads at give et højere afkast til de kunder, som har den laveste garanti. Det skyldes, at vi kan lægge en mere aggressiv investeringsstrategi i det selskab«, siger administrerende direktør i Topdanmark Livsforsikring Christian Sagild. Pensionseksperter har i flere år kritiseret, at pensionsselskaberne har bunket alle kunder med rentegaranterede ordninger sammen i det samme selskab. Uanset størrelsen af deres garantier. Argumentet er, at de unge med de lave garantier betaler til de ældre, fordi de høje garantier tvinger selskaberne til at føre en forsigtig investeringspolitik. Som det hidtil første og eneste selskab tog Topdanmark konsekvensen i begyndelsen af 2004 og splittede kunderne op i to selskaber. Det ene rummer kunder fra før 1. juli 1994, som alle er blevet garanteret et årligt afkast på 4,5 procent efter skat. Større aktierisiko I det andet selskab har Topdanmark placeret de kunder, der har oprettet en pensionsopsparing efter dette tidspunkt. Deres ydelsesgaranti er enten på 2,5 procent eller 1,5 procent. »Med de lave garantier kan vi investere mere risikobetonet, før vi skal bruge af egenkapitalen for at leve op til garantierne. De betyder, at vi har 25-30 procent aktier i selskabet med de lave garantier mod 8-10 procent i selskabet med de høje garantier«, siger Christian Sagild. Helt konkret betyder det, at Topdanmark i går kunne love kunderne med de lave garantier en forrentning efter skat på 4,8 procent i 2005, mens kunderne med de høje garantier må nøjes med 4,5 procent. De 4,5 procent er det samme, som alle de øvrige selskaber har stillet deres kunder i udsigt i såkaldt depot- eller kontorente til næste år. Udmeldingen fra Topdanmark bliver hilst med lovord af pensionseksperten Jesper Kirstein fra Kirstein Finansrådgivning. »Det er spændende at se, at Topdanmark har taget konsekvensen af opsplitningen allerede i år, selv om resultatet i de to selskaber ikke umiddelbart berettiger til det«, siger han, med henvisning til at selskabet med de højeste garantier rent faktisk har givet det højeste investeringsafkast i årets første tre kvartaler. »Topdanmark har formentlig valgt at benytte anskuelsesundervisningen ud fra, at selskabet med de laveste garantier på længere sigt vil give det højeste afkast«. Jesper Kirstein mener, at aktieandelen måske skal endnu højere op for de unge. »Det er selvfølgelig en afvejning af reservesituationen. Men på sigt kan man godt forestille sig en højere aktieandel. Den kunne efter min mening sagtens være på 50 procent«. Andre tøver Ingen af de andre store selskaber har umiddelbart planer om at følge Topdanmarks eksempel. »Vi har ingen konkrete planer, men det er noget, vi løbende overvejer«, siger underdirektør i Danica Niels Jespersen. PFA har valgt en andel model, hvor kunderne selv kan bestemme andelen af aktier, uden at rentegarantien falder helt bort. Modellen har syv trin efter devisen: Jo flere aktier, desto mindre del af den samlede opsparing er omfattet af rentegarantien. »Vi synes, at det giver kunderne et større råderum end den model, som Topdanmark har valgt«, siger direktør Dick Magnussen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her