Nordisk undersøgelse: Få danske kvinder på chefgangene

Lyt til artiklen

De danske virksomheder har kun en tredjedel så mange kvinder i ledelsen som i Sverige og halvt så mange kvinder i bestyrelserne som i Norge. Det viser en ny statistik over Nordens 500 største virksomheder. Danske Solar Holding, som ejer en af Nordeuropas største elgrossister, er dog en undtagelse. Der er 60 procent af bestyrelsesmedlemmerne kvinder. Norsk lovgivning Det er Center of Corporate Diversity i Oslo, der har udarbejdet en såkaldt Nordic 500-liste over de virksomheder, der har størst omsætning i de fem nordiske lande. 113 af virksomhederne er danske. I de 500 virksomheder var der i alt 3.796 bestyrelsesmedlemmer. Heraf var 628 kvinder. Dermed er andelen af kvinder for hele Norden på 16,5 procent. At nordmændene ligger højest, hvad angår antallet af kvindelige bestyrelsesmedlemmer, skyldes en lov om, at alle statslige selskaber skal have mindst 40 procent af hvert køn i bestyrelsen. I efteråret 2005 træder en lov i kraft, der pålægger de 600 største norske virksomheder kønskvotering, hvis ikke det sker ad frivillighedens vej. I Sverige har man diskuteret en lov, der kræver, at hvert køn skal være repræsenteret med mindst 25 procent. Mangler brancheerfaring De øvrige nordiske lande har valgt ikke at lovgive på området. Her forsøger man i stedet at øge andelen af kvinder med andre midler. »Det er vanskeligere at opnå balance i virksomhedsledelserne, når der stilles større krav til brancheerfaring end i bestyrelserne. I Norsk Hydro, som først og fremmest producerer olie og aluminium, er 90 procent af de ansatte mænd«, siger Eivind Reiten, koncernchef i Norsk Hydro. Ser man på antallet af kvinder i virksomhedernes ledelse, ligger Island overraskende i top. Der er i alt 2.945 personer i ledelserne for de 500 nordiske virksomheder. Heraf er 360 kvinder, hvilket svarer til 12,6 procent for hele Norden. »Sverige har klart den bedste balance mellem antallet af kvinder i ledelsen og antallet af kvinder i bestyrelsen. Det er vigtigt, for bestyrelsesmedlemmer rekrutteres ofte fra virksomhedsledelser«, siger Marit Hoel, der er direktør for Center of Corporate Diversity. Kvinder med magt Hun påpeger, at virksomhedernes forskellige strukturer får Danmark til at klare sig dårligere i statistikken end de andre nordiske lande. Virksomhedsledelserne i Danmark er ofte betydeligt mindre, men de kvinder, der kommer med, får tilsvarende mere magt. Når den danske virksomhed Solar Holding A/S som nævnt indledningsvist har tre kvinder ud af fem personer i bestyrelsen skyldes det ikke en bevidst kønspolitik, men at kvinderne repræsenterer de to ejerfamilier, siger Solar Holdings administrerende direktør John Olesen. I et globalt perspektiv klarer Norden sig godt med sin andel på 16,5 procent kvindelige bestyrelsesmedlemmer. I USA er tallet 13,6 procent og i Storbritannien er det 11,8 procent for samme gruppe, mens de 500 største virksomheder i Australien blot har 6,8 procent kvinder blandt sine bestyrelsesmedlemmer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her