Omkring 350.000 boligejere, der skal have deres rentetilpasningslån refinansieret om et par uger, kan godt begynde at lægge champagnen på køl. Holder det nuværende renteniveau de kommende uger, er der udsigt til en rekordlav rente til næste år. »Som det ser ud lige nu, bliver der tale om endnu et rekordår. Der er lagt op til, at de 350.000 boligejere tilsammen vil spare noget i retning af 1,5 milliarder kroner i renteudgifter til næste år«, siger cheføkonom i BRFkredit, Jens Chr. Nielsen. Ny rekord Allerede ved rentetilpasningen i december sidste år kom renten for et såkaldt F1-lån med rentetilpasning hvert år ned på 2,6 procent fra 3,14 procent året før. Men trods den ekstremt lave rente tyder alt på, at renten på et F1-lån vil lande endnu lavere ved den nye rentetilpasning. »Vi vurderer, at F1-renten vil lande på omkring 2,5 procent ved omlægningen til december. Holder det, vil mange kunne ånde lettet op - igen«, siger Jens Chr. Nielsen. Den samme vurdering kommer fra Realkredit Danmark. »2,5 procent vil være ny rekord. Det var der ikke mange, der ville have troet for et år siden«, siger cheføkonom Sune W. Mortensen. Mindre besparelse Et fald fra 2,6 procent til 2,5 procent betyder ikke den store besparelse i kroner og ører. Men taget i betragtning, at økonomer både i udlandet og herhjemme måned efter måned har advaret om, at renteniveauet er på vej op, er der rigeligt at glæde sig over. »Vi må nok indrømme, at krystalkuglen er blevet noget ridset«, siger Sune W. Mortensen. Han tror fortsat, at renten er på vej op, men næppe på denne side af refinansieringen. »Hvis renten skal flytte sig afgørende i løbet af de næste tre uger, så skal der ske ekstraordinært store ting som for eksempel et stort terrorangreb. Men det vil i givet fald få renten til at falde. Så alt tyder på, at det nuværende niveau vil holde«, siger Realkredit Danmarks cheføkonom. Mens der ikke er meget at hente for boligejere med F1-lån, ser det helt anderledes ud for dem, der optog et såkaldt F3-lån for tre år siden. De kan se frem til en meget stor besparelse - også selv om de bliver i deres F3-lån. Et par dage endnu »Disse boligejere har i tre år betalt en rente på knapt 5,0 procent. Vi vurderer, at de kommer til at refinansiere til en rente på mellem 2,8 og 3,0 procent. Det betyder en besparelse på omkring 12.000 kroner om året efter skat eller 1.000 kroner om måneden«, siger Jens Chr. Nielsen. Det samme gælder dem, der skal have refinansieret et F5-lån i år. Deres rente vil også falde et par procent til omkring 3,5 procent. Her vil den årlige besparelse ligeledes blive på cirka 12.000 kroner efter skat. De fleste boligejere har fortsat et par dage eller en uges tid til at beslutte, om de vil lave deres lån om til en anden type i forbindelse med refinansieringen. Her er vurderingen lidt forskellig i de to realkreditinstitutter. Sune Mortensen vurderer således, at folk i al almindelighed vil fortsætte med det lån, de har, mens Jens Chr. Nielsen ser tegn på, at en del vil skifte deres F1-lån ud med et F5-lån. »Nationalbankens diskontorente, der har betydning for rentetilpasningslånene, har aldrig været lavere siden 1853, og den faste rente har ikke været lavere i 40 år. Sammenholdt med pæn vækst i USA og Asien og det forhold, at mange store lande finansierer store offentlige underskud med statsobligationer, er det tvivlsomt, om renten kan holde det lave niveau. I det lys kan man godt forstå, at nogle vælger at skifte til et fastforrentet lån eller et F5-lån«, siger Jens Chr. Nielsen. Sune Mortensen er enig i, at renten nok er på vej op. Men i et meget beskedent tempo. »Hvis vi ser et år frem i tiden, er det vores forventning, at renten maksimalt vil være steget med ét procentpoint. Det vil ikke have de store konsekvenser for den ydelse, folk skal betale. Og uanset om renten stiger med et procentpoint, vil man stadig med rette sige, at der er tale om en fantastisk lav rente«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Ny kongerunde begynder kl. 19 – Troels Lund erklærer sig »klar til at afsøge mulighederne«
-
Dødsstød fra eksperter: »Der er faktisk risiko for et akut kollaps«
-
Putins elitestyrker i Kursk var ekstremt brutale mod Ukraine. Men en enkelt mand sørgede for at ramme dem rigtig hårdt
-
Køen vokser foran Københavns nye mikroskopiske spisested, og det forstår jeg godt. Men priserne? Av, av, av
-
Politisk redaktør: Løkke kaster det hele op i luften ved at pege på Troels Lund
-
Sisse Marie Welling vil have nyt højhus med 35 etager i København
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
En fødselsdagsfest satte gang i smittekæden: Sådan spredte hantavirus sig i 2018 med mange døde til følge
Putins elitestyrker i Kursk var ekstremt brutale mod Ukraine. Men en enkelt mand sørgede for at ramme dem rigtig hårdt
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Jaime Nicolaisen




























