Det er tale om skjult markedsføring, når medicinalgiganten Eli Lilly betaler praktiserende læger 100 euro for hver patient, lægen får med i et studie, der skal måle patientens tilfredshed med firmaets produkt mod rejsningsbesvær. Det fastslår Nævnet for Medicinsk Informationsmateriale (NMI), som derfor har givet Eli Lilly en bøde på 15.000 kroner. Men Eli Lilly har klaget over afgørelsen, som firmaet mener er helt forkert. »Det her er klinisk forskning, og det er vores helt klare opfattelse, at det falder uden for nævnets kompetence. Derfor kan vi ikke anerkende nævnets afgørelse«, siger kommunikationschef Kåre Geil fra Eli Lilly. Landsdommer i spidsen NMI har landsdommer Kaspar Linkis i spidsen og skal sikre, at informationsmateriale til bl.a. læger er sagligt og korrekt. NMI er ikke et offentligt nævn, men et, som medicinalfirmaerne selv har nedsat. Normalt skal medicinske forsøg anmeldes og godkendes af den lokale videnskabsetiske komité og Lægemiddelstyrelsen. Men den lokale komité vurderede, at der ikke var tale om biomedicinsk forskning, og firmaet sendte ikke studiet ind til myndighederne, da de ikke skal godkende såkaldte observationsstudier. Sagen begyndte med borgermøde På grund af Eli Lillys uenighed i afgørelsen tog nævnet sagen op igen på et møde i torsdags uden dog at nå en konklusion. Nu har nævnet bedt om yderligere oplysninger. Eli Lillys ihærdighed med at få præparatet Cialis markedsført begyndte 29. marts i år, hvor de på et borgermøde med mellem 400 og 500 primært midaldrende mænd fortalte om mænds sygdomme. Firmaet havde fået navnene og adresserne fra PR-firmaet IC Mannow, der havde købt dem af TDC. Senere slog Datatilsynet fast, at salg af en navnedatabase er ulovlig, hvis de solgte navne bruges til markedsføring. På samme tid skrev Eli Lilly til de praktiserende læger og tilbød dem 100 euro for at deltage i et møde, tale med patienten og sende tre spørgeskemaer ud. Det fik praktiserende læge Pia Müller til at kalde det for 'skjult markedsføring', som gik langt over grænsen. Da Politiken omtalte sagen, besluttede NMI sig for at se på sagen, og de nåede samme konklusion som Pia Müller. En konklusion, som Eli Lilly er lodret uenig i. Bøde for reklame Oven i dette har det konkurrerende firma Pfizer klaget over noget andet reklamemateriale, hvor Eli Lilly ifølge nævnet også overtræder reglerne og god markedsføringsskik og derfor skal betale 15.000 kroner. Men den afgørelse er firmaet også uenig i. »Den afgørelse anerkender vi heller ikke, for vi mener, vi følger reglerne«, siger kommunikationschef Kåre Geil. 75 patienter med Også for en reklame i Ugeskrift for Læger må firmaet indkassere en bøde på 4.000 kroner, fordi firmaet blandt andet henviser til en undersøgelse, som ikke er videnskabeligt velunderbygget. I det hele taget går det ikke så godt med at få patienter med i forsøget om Cialis. Cirka 20 læger har taget imod honoraret på 100 euro, hvilket har betydet godt 75 patienter. »Vi ved fra de læger, som har valgt at deltage, at det videnskabelige indhold driver deres interesse. Men det går langsommere end forventet«, siger Kåre Geil. Ifølge Eli Lilly er det på ingen måde usædvanligt, at både firmaet selv og andre laver disse såkaldte observationsstudier. Det er studier, som viser, hvordan patienterne rent faktisk bruger præparaterne. Hvis en virksomhed undlader at betale en bøde fra NMI, skal firmaets forening, i dette tilfælde Lægemiddelindustriforeningen (Lif), inddrive bøden. Formanden for Lif er Karin Verland, adm. direktør for Pfizer - som er Eli Lillys konkurrent.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Det er alarmerende, at en partiformand, der vil være statsminister, kan udvise så ringe dømmekraft
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Du ville ikke holde mere end 11 minutter i smatten, Lily Collins
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham: »Husk, ikke sige noget om, hvad der foregår herhjemme«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Sofie Risager Villadsen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen
LISTEN




























