Det børsnoterede selskab TK Development har sminket regnskaberne i det kriseramte selskab med over 300 millioner kroner, skriver Børsen. Interne dokumenter, som dagbladet er i besiddelse af, viser, at TK Development i det seneste regnskab har bogført gevinster fra 10 projekter, der enten ikke er solgt, eller hvor betingelserne for en handel ikke er opfyldt. Det er i strid med årsregnskabsloven og kan muligvis også føre til sigtelse for bedrageri, fastslår regnskabseksperter ifølge avisen. Hvis ledelsen i det børsnoterede selskab bevidst har sminket tallene, er strafferammen op til otte års fængsel. Professor i erhvervsret Lars Bo Langsted kalder sagen alvorlig, hvis det kan bevises, at topcheferne bevidst har sminket tallene i den kriseramte virksomhed. Han henviser til Nordisk Fjer-sagen, hvor der blev givet op til fire et halvt års fængsel.
Sminkede regnskaber i TK Development
Lyt til artiklen