Spekulationerne om Magasins fremtid tager fart.
Storaktionæren, Jyske Bank, der kontrollerer 40 procent af aktierne i det underskudsplagede stormagasin, har opsagt en aftale med de øvrige aktionærer og vil have bestyrelsen skiftet ud på en snarlig ekstraordinær generalforsamling.
Bankens manøvre udlægges som et tegn på, at Magasin med sine otte stormagasiner i Danmark snart vil få nye ejere. Den 60-årige Peter Husum, der tiltrådte 1. november som administrerende direktør, har et godt navn internationalt, så timingen synes helt rigtig for Jyske Bank. Nye ejere i kulissen
»Jyske Bank har formentlig en køber, som de øvrige ejere ikke er så glade for. Hvis man var enige om at sælge, var der ingen grund til at gå ud en lørdag og opsige aktionæroverenskomsten. Den siddende bestyrelse er formentlig ikke indstillet på den ejerkreds, som Jyske Bank går efter«, siger direktør Peter Falk-Sørensen, Dansk Aktieanalyse. Hvem kunne de nye ejere være?
»Det kunne for eksempel være britiske House of Frazier, som har været Peter Husums mangeårige arbejdsgiver«.
House of Frazier ejer blandt andet Harrods. Magasin har i årevis givet underskud. Det seneste halvårsregnskab gav et underskud på 100 millioner kroner.
»Magasin har været i krise siden starten af 1990'erne, da den mangeårige direktør Jørgen Basse døde. I den første tid efter dødsfaldet blev Magasin reddet af stigende ejendomspriser, men stormagasinet fulgte ikke med tiden. Mange kunder har svært ved at finde rundt i Magasin, hvor der er blevet mange butikker i butikken. Det er i høj grad mærkevarefabrikanterne, der styrer butiksindretningen og ikke hensynet til kunderne«, siger Peter Falk-Sørensen. Tavshed i Jyske Bank
Siden 1999 har Jyske Bank og efterkommere af den stiftende familie haft en aktionæroverenskomst - en slags fredsaftale. Og da de to parter har mere end 50 procent af aktierne, har de kunnet styre udviklingen, men i lørdags meddelte banken, at aftalen var opsagt. Og i går krævede Jyske Bank en ekstraordinær generalforsamling, så der kan sammensættes en ny bestyrelse.
Der er fuldstændig tavshed fra Jyske Banks hovedsæde i Silkeborg. Administrerende direktør Anders Dam ønsker ikke at kommentere sagen, men aktiemarkedet tog godt imod nyheden. Kurshop
Kursen på Magasin-aktier steg fra 125 til 141 i løbet af mandagen, hvilket gjorde magasin-kæden til højdespringeren på Københavns Fondsbørs.
Ditlev Wedell-Wedellsborg - efterkommer af stifterne og direktør i Wessel & Vett Holding - havde helst set, at aktionæroverenskomsten var fortsat.
»Vi har haft et fortrinligt samarbejde med Jyske Bank. Jeg synes, at denne her historie er blevet blæst meget op«, siger han. Er der nye ejere på vej?
»Det kan jeg ikke kommentere, da det er oplysninger, som kan påvirke aktiekursen«. Vil Jyske Banks træk gøre genopretningen af Magasin vanskeligere for Peter Husum?
»Den nye direktør har hele tiden vidst, at Jyske Bank ikke var nogen langsigtet aktionær, så det mener jeg ikke«, siger Ditlev Wedell-Wedellsborg.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Så meget utilfredshed og en guitarsolo mast ind på et minut og 40 sekunder. Det er verdens ottende vidunder
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























