Bliv ikke overrasket, hvis De næste gang i Deres postkasse ser et stort brev eller foreningsblad, der hverken har frimærker eller de sædvanlige poststempler. Flere private distributører har nemlig udfordret Post Danmark på postgigantens eget kerneområde og omdeler i dag en del af den såkaldte adresserede magasinpost som eksempelvis foreningsblade og andre masseudsendte forsendelser med navn og adresse på. Ikke monopol Og det er de i deres fulde ret til. Post Danmark har nemlig som led i den gradvise liberalisering af EU's postmarkeder kun monopol på breve, der vejer under 100 gram - og fra nytår kun på breve under 50 gram. Et af de firmaer, som har set mulighederne i dette marked, er Forbruger-Kontakt, der ellers mest er kendt for omdeling af reklamer. Virksomheden har i det seneste år mistet en række store reklamekunder til Post Danmark, men har altså nu ført krigen ind på Post Danmarks eget territorium. Ifølge Mads Dahl Andersen, administrerende direktør for Søndagsavisen, der ejer Forbruger-Kontakt, er der en stigende interesse for alternative distributører til Post Danmark, fordi Post Danmark har varslet store prisstigninger på omdeling af blade og magasiner. Indtil videre har Forbruger-Kontakt blandt andet kapret kunder som Bloddonorerne, Dansk Landbrugs Grovvareselskab og Hovedstadsregionens Naturgas. Endnu ikke gearet Selv om direktør Mads Dahl Andersen ikke lægger skjul på, at man satser på at blive en seriøs spiller på markedet, erkender han, at Forbruger-Kontakt indtil videre ikke er gearet til at håndtere forsendelser, der har stor værdi eller skal være fremme på kort tid. »Nu forsøger vi at gøre et professionelt stykke arbejde på dette område, og så må vi se, hvor det bærer hen i fremtiden«, siger han. I Post Danmark kan man godt mærke, at konkurrencen er blevet intensiveret, men indtil videre mener vicedirektør i Post Danmark Anders Due ikke, at man har noget at frygte. »Da regeringen stoppede portostøtten til magasinposten, og vi derfor var nødt til at sætte priserne op, var vi meget spændt på at se, hvor stor en luns af markedet konkurrenterne ville tage. Men indtil videre må vi konstatere, at det har været meget begrænset«, siger Anders Due. Post Danmark, der står for et snarligt salg, er ellers i forvejen presset af faldende brevmængder. Samtidig er koncernen blevet indklaget for Konkurrencestyrelsen og EF-domstolen for at have misbrugt statsstøtte i konkurrencen med Forbruger-Kontakt om omdeling af reklamer.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























