Forbrugere kommer til at betale mindre for deres medicin. Fra 1. april næste år vil sygesikringen kun give tilskud til den billigste udgave af en type medicin. Samtidig bliver apotekernes avance ændret, så de ikke - som i dag - har et motiv til at udlevere det dyreste præparat. Fremover bliver avancen uafhængig af prisen på den solgte medicin. Økonomisk holdbar Det er resultatet af en aftale mellem regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, SF, Det Radikale Venstre, Enhedslisten og Kristendemokraterne. Aftalen er indgået som led i næste års finanslov. Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) glæder sig over aftalen. Både fordi den er bred rent politisk, men også fordi den er samfundsøkonomisk holdbar, siger han: »Vi tjener penge på at ændre tilskudsreglerne, uden at det går ud over forbrugerne, og det er fornuftigt. Patienterne skal fremover kun betale for den billigste, virksomme medicin«, siger han. Bedre oplysning Sundhedspolitisk indebærer aftalen også fremskridt, mener Løkke Rasmussen. En lille del af overskuddet på aftalen skal gå til forbedringer af blandt andet forebyggelse og patienternes indlæggelsessedler, og endelig bliver der råd til at sætte et arbejde i gang, som skal forhindre forkert medicin til ikke mindst ældre patienter. Også yderst til venstre i folketingssalen er der tilfredshed med de nye regler, siger Pernille Rosenkrantz-Theil fra Enhedslisten. »Vi er med, fordi aftalen vil give faldende medicinpriser for patienterne og presse medicinalindustrien til at sætte priserne ned«, siger hun. Kopiprodukt vil ofte være billigst Ofte vil den billigste medicin være et kopiprodukt. Hvis forbrugeren imidlertid vælger en dyrere medicin, for eksempel originalproduktet, skal vedkommende selv betale forskellen. De patienter, som ikke kan tåle det billigste lægemiddel, kan få forhøjet tilskud. Partierne vil bruge knap 20 millioner kroner på blandt andet at skabe mere forståelig information til forbrugerne om deres medicin. Målet er, at de indlægssedler og produktresumeer, som følger med medicinen, kan forstås af andre end fagfolk. Når udgifter er trukket fra besparelser, vil aftalen ifølge beregninger kunne spare de offentlige budgetter for 165,9 millioner kroner næste år ud af det samlede offentlige medicintilskud på langt over fem milliarder kroner. De efterfølgende to år vil besparelserne være på cirka en kvart milliard årligt. Dette overskud på aftalen sætter regeringen ikke bare ind på bankbogen, fremhæver Lars Løkke Rasmussen. I stedet er pengene leveret videre til videnskabsministeren og skal anvendes til forskning. Rabatrod Som omtalt i flere medier har industrien og apotekerne en del problemer med at forstå, hvad en lovlig, omkostningsrelateret rabat er. I aftalen står, at regeringen vil skabe større klarhed og gennemsigtighed i rabatsystemet og præcisere reglerne om såkaldte omkostningsbestemte rabatter, som medicinalfirmaerne kan tilbyde apotekerne. Lægemiddelindustriforeningen, som er en brancheforening af medicinalvirksomheder, havde gerne set rabatterne helt fjernet. »Rabatter kan medføre tvivl om apotekets uvildige rådgivning. Den tvivl bør efter vor opfattelse fjernes. Politikerne har truffet den næstbedste løsning, og vi vil lægge os i selen for at få udarbejdet så klare og effektive kontrolmuligheder som muligt«, siger direktør Jørgen Jørgensen fra LiF i en pressemeddelelse. Ekstra kontrol Indenrigs- og sundhedsministeren er dog ikke så betænkelig ved, at der stadig kan forekomme rabatter. »Vi har indført revision og ekstra kontrol med rabatterne, og så længe de bruges som gulerod til at indføre mere effektiv håndtering af medicin på apotekere, tjener de et formål«, siger han. Formanden for Danmarks Apotekerforening ser frem til de klarere regler: »Set i lyset af den debat, som har været, så er det noget, vi bifalder«, siger Poul Bundgaard. Ifølge ham kommer apotekerne ikke til at lide under ændringerne i avancen. »Det er et forslag, som vi selv har været med til at bringe på bane. Apotekerne skal ikke have en interesse i at sælge det dyreste produkt eller det, man tjener mest på«, siger han. Om to år skal de nye regler evalueres.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hvis vi får den regering, der lige nu er på tegnebrættet, får vi nok tre, ikke to, oppositioner
-
Om en måned skal de være ude: Op mod 100 musikere får frataget deres øvelokaler
-
Trump joker om at overtage Cuba 'når arbejdet i Iran er færdigt'
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
ANALYSE
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.




























