Dagpenge- eller kontanthjælpsmodtagere, som under en razzia bliver grebet i at arbejde, skal prompte sættes i aktivering, når de efterfølgende søger om ydelse på grund af ledighed. Den kontante afklapsning er 1 ud af 26 nye initiativer, som regeringen har præsenteret i et forsøg på at komme sort arbejde og socialt bedrageri til livs. »Folk, der bliver taget i at arbejde, må jo siges at være yderst modtagelige for et job. Derfor skal de straks aktiveres eller anvises et arbejde. Dels for at få afprøvet deres rådighed, dels for at give dem et tilbud om ærligt arbejde«, siger beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V). Ingen begejstring Ved de omfattende kontrolaktioner mod bl.a. pizzeriaer, restauranter, hoteller m.v. har myndighederne hver gang snuppet omkring 10 procent af de ansatte i at arbejde, selv om de på samme tid modtog dagpenge eller kontanthjælp. Alligevel vækker forslaget ikke begejstring i a-kasserne. De finder strafaktivering problematisk. »Vi vil ikke hidse os op over, at folk får en hårdere straf for at begå ulovligheder. Det forsvarer vi ikke. Men aktivering er et godt redskab, der skal bruges til at få folk i arbejde - ikke til at straffe med. Det vil være med til at give aktivering mere generelt en negativ karakter«, siger sekretariatschef i a-kassernes brancheorganisation, Torben Dam Jensen. Men hverken Claus Hjort Frederiksen eller skatteminister Kristian Jensen (V) lægger skjul på, at det er nødvendigt at gå hårdt til værks, hvis der skal gøres op med sorte aktiviteter. »Razziaerne har gjort os noget chokerede over, hvor meget der bliver snydt, og især, hvordan det er sat i system. Derfor skal der skrappere midler i brug. Der skal være hårde konsekvenser. Prisen skal være høj«, siger beskæftigelsesministeren. Også virksomheder De nye lovinitiativer rammer ikke bare lønmodtagerne. Bl.a. vil regeringen gøre det nemmere at beslaglægge og konfiskere ulovlige varelagre i f.eks. kiosker. Myndighederne skal desuden have hjemmel til at pålægge virksomheder at føre en daglig logbog over, hvem der er ansat. Ved razziaerne har mellem 12-14 procent af medarbejderne fortalt, at de havde første arbejdsdag og derfor ikke var registreret. De 26 nye initiativer bliver generelt positivt modtaget af arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationerne. Flere undrer sig dog over, at en række yderligere initiativer er udsat til 2005/2006 - altså efter valget. »Vi begriber ikke, at regeringen mener, at den har tid til at vente til 2006 med at hæve bøderne for moms- og afgiftssnyd, når Told & Skat selv vurderer, at f.eks. den illegale handel med øl er flerdoblet de seneste år«, siger direktør i Bryggeriforeningen, Niels Hald. »En gratis omgang« Bygningsarbejderne i BAT-kartellet beklager, at et forslag om, at virksomheder skal hæfte for underleverandører, som ikke betaler moms og skat, først skal fremsættes om over et år. »Dermed er det jo en gratis omgang. Så er vi for længst på den anden side af et valg«, siger Kurt H. Jacobsen, formand for Blik & Rør. Professor i skatteret og tidligere formand for Ligningsrådet, Ole Bjørn, giver regeringen gode karakterer. »Pakken sigter først og fremmest mod det snyd, der foregår i erhvervslivet. Det, mener jeg, er en rigtig prioritering, så længe situationen dér er lidt ude af kontrol«, siger han. Ole Bjørn er ikke i tvivl om, at pakken vil batte noget. »Jeg tror godt, man kan sige, at det er det største samlede initiativ i skatterettens historie mod sort arbejde. Man har virkelig ofret kraft på at komme den mest ondartede form for sort arbejde til livs«
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























