Krav om ny undersøgelse af Boel

Kritikken af Mariann Fischer Boel fører nu til et nyt krav om en undersøgelse af hendes habilitet. - Foto: AP
Kritikken af Mariann Fischer Boel fører nu til et nyt krav om en undersøgelse af hendes habilitet. - Foto: AP
Lyt til artiklen

En gang til - Danmarks kommende EU-kommissær, Mariann Fischer Boel, kan se frem til endnu en undersøgelse af sin habilitet og troværdighed. I hvert fald hvis det står til den politiske gruppering De Grønne i Europaparlamentet. Gruppen, der er parlamentets fjerdestørste, har anmodet parlamentets præsident, Josep Borrell Fontelles, om en ny undersøgelse gennem sin juridiske tjeneste. Kritik af Boel I en erklæring til præsidenten skriver den italienske næstformand Monica Frassoni og det danske SF-medlem Margrete Auken, at de tvivler på, at Mariann Fischer Boel »uden for enhver tvivl er uafhængig«. De kritiserer, at Boel modtager over 400.000 kroner i EU-støtte årligt for sine landejendomme, samt at hun har skjult en række oplysninger, blandt andet en aktiepost i Danisco. »Hendes troværdighed, efter at have givet ukomplet information til kommissionen såvel som til det danske Folketing, er ikke intakt«, skriver Frassoni og Auken, som opfordrer den juridiske afdeling til at udtale sig om mulige interessekonflikter, integritet og troværdighed. Europaparlamentets præsident har endnu ikke taget stilling til, om han vil lade sin juridiske afdeling undersøge sagen. Men en kilde i det juridiske departement peger på, at det er sandsynligt, at han vil gøre det. Til gengæld vurderer danske EU-eksperter ikke, at nogen ny undersøgelse kan komme på tale. Politisk sag »Det her er mere politik end jura. Så jeg har svært ved at se, at der overhovedet skulle komme en ny juridisk undersøgelse. Måske har hun gjort nogle ting mindre heldigt, men det er nu kun et spørgsmål om politik«, siger EU-ekspert Peter Vesterdorf fra Håndværksrådet. Han peger på, at Mariann Fischer Boels skæbne udelukkende afhænger af, hvad kommissionsformand José Manuel Barroso, den danske regering og de andre EU-lande beslutter. Og det er udelukkende et spørgsmål om tillid og politisk spil, ikke noget, en juridisk undersøgelse kan afgøre. Krav om undersøgelse Også i Danmark lyder der nu krav om ny undersøgelser. Komiteen mod Magtmisbrug og Korruption i Danmark, Komokoda, vil have Justitsministeriet til at undersøge, om den kommende kommissær har brudt loven, da hun i januar tav om sine aktier i et register i Folketinget. Men den anmodning får hårde ord med på vejen fra eksperter i strafferet. For selv om Fischer Boel har givet forkerte oplysninger til det frivillige register, så bryder hun hverken ministeransvarlighedsloven eller straffeloven, som Komodo påstår. »Anklagen er en kikser. Forpligtelsen til at give oplysninger hviler ikke i sig selv på ministre - hun gjorde det som folketingsmedlem. Derfor mener jeg ikke, at hun vil kunne straffes, sådan som komiteen påstår«, siger Claus Haagen Jensen, professor i offentlig ret på Aalborg Universitet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her