»14.95 - det er næsten lige så billigt som i røverkiosken«, udbryder en mand, da han ser prisskiltet over pallen med 2-liters colaer. Han propper straks en af de store flasker ned i indkøbskurven og styrer op mod kassen. Vi er i en af de større Netto-butikker i det indre København, hvor man siden mandag har kunnet købe 2-liters colaer i blød plastflaske. Også it-konsulent Lars Ernsted falder for fristelsen efter lige at have nærlæst etiketten på flasken. »Jeg skulle lige tjekke, om etiketten var på dansk«, siger han med henvisning til de mange 2-liters colaer med etiketter på alt fra polsk til arabisk, som man de sidste par år har kunnet købe billigt i mange kiosker og grønthandler - især i københavnsområdet. De billige colaer importeres fra udlandet, men ofte er der aldrig blevet betalt skatter og afgifter på de billige colaer, ligesom der ikke har været de lovpligtige returpantmærker på flaskerne. Derfor har Told & Skat i de seneste par år iværksat flere store kontrolkampagner for at få has på problemet, men indtil videre kun med begrænset succes. Således kunne Told & Skat for blot to måneder siden konstatere, at 37 ud af 131 kontrollerede butikker havde illegale sodavand og øl stående. Kæmpe bet Den illegale import har kostet den lovlige detailhandel og Coca-Colas danske samarbejdspartner, Carlsberg, dyrt, men med lanceringen af 2-liters colaen er Carlsberg i samarbejde med Coca-Cola Danmark nu gået i offensiven for at vinde de tabte markedsandele tilbage. »Det illegale marked for sodavand har været en kæmpe bet for os og dødssygt at kigge på«, siger Søren Ask Nielsen, markedschef i Carlsberg, der påpeger, at man godt ved, at Told & Skat gør, hvad de kan for at begrænse den illegale handel. »Det er ikke, fordi Told & Skat ikke gør det godt nok, men fordi de ikke har værktøjerne til at fange dem, der systematisk snyder« siger Søren Ask Nielsen, som ikke lægger skjul på, at Carlsberg ser et stort markedspotentiale i 2-liters colaerne. Test af markedet »Vi kører dette fremstød som en test af markedet, og da vi endnu ikke selv kan tappe 2-liters colaer, så fragter vi dem indtil videre op fra Tyskland, men på sigt er det selvfølgelig meningen, at det skal være en god forretning for os«, siger han. Også Coca-Cola Danmark ser et stort potentiale i de lovlige 2-liters colaer, selv om informationsdirektør Kenth Kærhøg indrømmer, at Coca-Cola under alle omstændigheder tjener penge, uanset hvor i verden colaerne købes og derfor på en måde går i offensiven mod sig selv. »Men vi lægger vægt på, Coca-Cola sættes i forbindelse med lokale arbejdspladser, så vi er ikke så ligeglade med, hvor colaen produceres, som vi umiddelbart kunne se ud til at være«, siger Kenth Kærhøg. 'Lovlig Danmarkspremiere' Netto-direktør Mads Krage er ikke i tvivl om, at 2-liters colaen i Netto er kommet for at blive. »Trenden fra udlandet viser, at folk efterspørger 2-liters colaerne, og indtil videre ser salget ud til at blive en succes«, siger direktøren, der erkender, at det var lidt af en tilsnigelse at kalde salget af 2-liters flaskerne for en danmarkspremiere. »Men vi kunne ikke skrive »lovlig danmarkspremiere«. Det var alligevel at stramme den for meget«, griner Mads Krage.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Så meget utilfredshed og en guitarsolo mast ind på et minut og 40 sekunder. Det er verdens ottende vidunder
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























