Boel tav om sin farm i Rusland

Lyt til artiklen

EU's kommende landbrugskommissær har placeret en del af sin formue i en stor svinefarm i Rusland. Men det fortalte hverken den danske regering, hendes revisor eller Mariann Fischer Boel selv, da EU-kommissionen 16. august blev forsynet med oplysninger, der skal bruges til at bedømme, om Mariann Fischer Boel - selv om hun er godsejer - er egnet til hvervet som EU's landbrugskommissær. Omdiskuteret erklæring I en omdiskuteret erklæring fra Fischer Boels revisor nævnes der intet om, at Mariann Fischer Boels mand sammen med fem andre fynske storbønder har stiftet et selskab, der skal drive en stor svinefarm i byen Talbum 100 kilometer nord for Moskva. Hverken Statsministeriet eller Mariann Fischer Boels revisor har ønsket at svare på, hvorfor de ikke fortalte kommissionen om familien Fischer Boels russiske svineeventyr. Mariann Fischer Boel derimod siger selv, at hendes mand allerede »for en måneds tid siden« trak sig ud af Rusland, og at revisorerklæringen derfor ikke nævner noget om farmen i Talbum. »Ellers så skulle det jo have stået der, ikke?«, siger den kommende danske EU-kommissær. Direktør afkræfter At Hans Fischer Boel er ude af selskabet, afkræfter direktør Torben Thomsen i det nystiftede fynsk-russiske svineprojekt Agripo. Han siger, at personerne bag selskabet er de samme, som da selskabet blev stiftet i august 2003. Den ene af dem hedder Hans Fischer Boel - og er gift med Mariann Fischer Boel på 38. år. I var seks i kredsen, da I startede selskabet - er I stadig de samme seks? »Ja, det er vi«. Så der er ikke udskiftet i ejerkredsen? »Nej, det er der ikke«. Det var ikke muligt at få Mariann Fischer Boels kommentar til oplysningerne om, at Agripo ikke har set Hans Fischer Boel forlade selskabet. De kommentarer havde EU-kommissionens talsmand, Stefaan de Rynck, fået. Han ringede sent i aftes til Politiken. »Jeg har i dag hørt, at de har droppet deres deltagelse i projektet. Det har jeg fået oplyst af en kollega, der har fået det at vide af Mariann Fischer Boel selv«. Hvornår skulle det være sket? »Hun oplyser, at det er et stykke tid siden, andet ved jeg ikke«. Før eller efter at I fik revisorerklæringen? »Det kan jeg ikke svare på«. Den omdiskuterede revisorerklæring har været med til at frifinde Mariann Fischer Boel for inhabilitet. Af erklæringen fremgår det, at Mariann Fischer Boel ejer langt størstedelen af ægteparrets besiddelser. Af de godt 20 millioner kroner, ægteparret ifølge den offentlige vurdering har landbrug for, ejer Mariann Fischer Boel alene landbrug for 12,8 millioner. Hans Fischer Boel har en gård til en værdi af 2,2 millioner kroner - et tredje landbrug til godt 5 millioner kroner ejer de i fællesskab. Netop fordi Mariann Fischer Boel er hovedejer af landbrugene, er det også hendes penge, Hans Fischer Boel har investeret i Rusland. Det erkendte hun offentligt i marts. Flere eksperter i revision vurderer, at den omstridte revisorerklæring, der er skrevet med hjælp fra Statsministeriet, er ubrugelig uden oplysningerne om Boel-familiens investeringer i Rusland. »Som læser af erklæringen forventer man, at revisoren har undersøgt de faktiske forhold fyldestgørende og dermed drager konklusionen. Hvis der mangler faktuelle oplysninger, så kan vi ikke bruge den til noget«, siger professor Lars Bo Langsted. Han mener derfor, at der er brug for en ny erklæring om Boels habilitet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her