Forældrene overrender ikke just virksomhederne for at få opsamlet og opbevaret blod fra deres nyfødtes navlestrenge. Men det går langsomt fremad. Det vurderer direktører fra to af den lille håndfuld firmaer i Danmark. »Det går godt ... stille og roligt. Vi bliver ikke løbet ned af kunder. Vi synes, det er meget passende, at det ikke går hurtigere, for vi har en produktion og et sikkerhedsapparat, der skal følge med«, siger Klaus Riskær Pedersen, ejer af CopyGene. Aldrig forretning Blod fra babyers navlestrenge indeholder stamceller, som måske kan bruges, hvis barnet senere bliver sygt. I skrivende stund har 474 fødende fået opsamlet og nedfrosset navlestrengsblod hos CopyGene, men ifølge Klaus Riskær Pedersen er der i alt cirka 2.000 bestillinger på godt et halvt år. Det svarer til cirka hver 30. fødende, og han forventer, at det tal vil stige hurtigt som følge af de reklamer, der i øjeblikket kører på TV 2. »Det bliver aldrig en forretning at opsamle og nedfryse navlestrengsblod. Vi skal være glade, hvis vi kan få den del til at løbe rundt - og det kommer det til at gøre inden for få måneder. Vi skal tjene vores penge på at have en masse prøver opmagasineret«, siger han. Under forventningerne Firmaet ActivisionLife, som opbevarer blodet i Polen, har haft under 100 kunder siden åbningen i Danmark i januar. »Det er under forventningerne. Det tilskriver vi, at for få forældre ved noget om det. Men det er et nyt forretningsområde, og vi skal bare have én succeshistorie, så står kunderne uden for døren«, siger direktør Finn Schiøtt. Ovenud tilfredse Det tredje selskab StemCare vil af konkurrencehensyn ikke oplyse antallet af kunder, men direktør Per Mønsted siger: »Vi er ovenud tilfredse. Vores forventning var det første år 500 kunder, og det var alt for lavt sat. Det bliver slet ikke noget problem. Vi har ordrer og fødende hver eneste dag«. Virksomheden StamcelleCentret, som blev skudt i gang med penge fra Claës Aller, søn af nu afdøde bestyrelsesformand og direktør i blandt andet Carl Allers Etablissement, Jørgen Aller, og som gerne ville samarbejde med Rigshospitalet, er endnu ikke kommet så meget i gang, at den har fået kunder. Direktør stopper Nu har direktøren, det tidligere konservative folketingsmedlem Niels Ahlmann-Ohlsen sagt op. Han oplyser, at han har fået et andet tilbud i en anden branche. Ifølge Niels Ahlmann-Ohlsen har StamcelleCentret haft svært ved at finde samarbejdspartnere inden for det offentlige system og er efterhånden kommet lidt i pengemangel. I stedet er bestyrelsesmedlem Peder Munk Ravn blevet direktør. Han siger: »På fredag beslutter vi, om vi skal stræbe efter at komme i sving, eventuelt gennem et samarbejde med andre firmaer, eller om vi skal lukke. Hvis vi lukker, er det vigtigt, at vi lukker anstændigt«. På det danske marked findes også i mindre omfang det norske firma Cryo-Save Nordic. Men på sigt vil der højest være plads til en, måske to, stamcellebanker, vurderer medicinalanalytiker Morten Larsen fra Nordea. »Man kan godt lave en god forretning ud af det, men jeg tror ikke, det bliver imponerende; forstået som et børsnoteret selskab. Teknologien er stadig i sin udvikling. Samtidig er stamceller fra nyfødte én ud af flere kilder til stamceller. Og det er ikke sikkert, at dem, man får taget ud, overhovedet kan bruges på det tidspunkt, man får brug for det. Vi har set et par konkurser på lignende selskaber, og som forælder skal man kunne regne med, at forretningen også er her om 20 år, så der vil være en vis skepsis. Jeg tvivler på, at der er plads til mere end en eller to«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























