Journalister glemmer at høre borgerne

Lyt til artiklen

Når integrationen i boligblokken er gået fløjten, er det ikke et politisk indgreb, der skal til. Chancen for succes er større, hvis beboerne selv tager initiativ til at få løst problemet. Derfor skal journalister vænne sig fra altid at ringe til politikere og andre beslutningstagere og kræve, at de løser problemerne. De skal hellere klæde borgerne på, så de kan deltage i debatten om deres eget liv. Sådan lyder opfordringen fra danskerne i en ny undersøgelse, som forskningsadjunkt Peter Bro fra journalistuddannelsen på Syddansk Universitet har gennemført under forskningsprojektet Modinet. Ikke tid og plads nok til debat »Danskerne er trætte af journalister, der bider politikerne i haserne og stiller dem til ansvar for alverdens problemer. De savner to ting: Dels at medierne afsætter sider og sekunder, hvor borgerne kan debattere. Og dels at journalisterne inddrager borgerne i løsningen af problemerne«, siger Peter Bro om meningsmålingen blandt 1.638 borgere. Han nævner Politiken og DR's kampagne Trafikliv som eksempel. Her nedsatte medierne et panel, hvor borgere brugte deres egne erfaringer til at løse trafikale problemer. Jyllands-Posten har gennemført et lignende projekt om integration i lokalmiljøet. »Mediebrugerne efterspørger den slags projekter, fordi de gerne vil have en større rolle i nyhedsbilledet. I øjeblikket ser de passivt til, mens andre prøver at løse problemer på deres vegne«, siger Peter Bro. Ude af trit med befolkningen Tidspres og traditioner er forklaringen på, at journalisterne tilsyneladende er ude af trit med befolkningens ønsker, siger han. »Beslutningstagere, organisationer og virksomheder er flittige til at udsende rapporter og pressemeddelelser, som journalisterne hurtigt kan omsætte til grydeklare historier. Det tager længere tid at opsøge historierne selv og inddrage borgerne«. Skriv ind Traditionen betyder, at journalister leder efter nyheder ganske bestemte steder. »Det kan være på politistationen, i dommervagten eller på Christiansborg, hvor der i princippet altid er nyt at fortælle«, siger Peter Bro. Journalister skal have flere almindelige borgere i deres kildekartotek, mener forskeren. »Et skridt på vejen er at vise over for læserne, at man er åben - eksempelvis ved at opfordre dem til at skrive ind om deres erfaringer med et konkret problem«. Ole Sohn fra SF er en af de politikere, der ofte bliver kimet ned af journalister. Han taler med ti forskellige om dagen. De vil ofte have hans kommentar til et udspil, regeringen har lagt frem. »Jeg tror egentlig gerne, at journalister vil lave mere borgernær journalistik. Men de seneste år har jeg oplevet en tendens til, at de arbejder under et større og større tidspres. Og så er det svært at opsøge borgerne og tage dem med på råd«, siger Ole Sohn, som mener, at det er et problem for demokratiet, at medierne har for få ressourcer til den slags projekter, mener han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her