DR og TV 2 i åben krig om nyhedsprogrammer

Lyt til artiklen

Våbenhvilen mellem DR og TV 2 er forbi. Danmarks Radios satsning på en samlet nyhedstime i den bedste sendetid får nu tv-stationen i Odense til at erklære konkurrenten krig, fordi programmet falder sammen med TV 2/Nyhedernes flagskib klokken 19. Kanalerne havde en aftale om ikke at placere nyhedsprogrammer på samme tidspunkt. Den sikrede, at seerne kunne se begge kanalers nyheder. Aftale ophævet Nu har TV 2's direktør Peter Parbo meddelt DR's tv-direktør Jørgen Ramskov, at TV 2 betragter aftalen som annulleret. »Fremover vil TV 2 ikke tage hensyn til, hvornår DR sender nyheder. Hvis vi finder det opportunt at placere vores nyheder samtidig med DR, så gør vi det«, siger Peter Parbo. DR's Nyhedstimen havde premiere mandag og bliver sendt i ugens første fire dage. Første del er nyheder, som vi kender dem fra 18.30 TV-avisen. Anden halvdel er Nyhedsmagasinet. Her vil DR ifølge Jørgen Ramskov styrke aktualiteten, sætte sin egen dagsorden og tilbyde seerne en anden vinkel på dagens begivenheder. »DR introducerer en samlet nyhedstime, der strækker sig ind over vores udsendelse klokken 19. De laver en stor kampagne og siger så nu, at programmet ikke har noget med nyheder at gøre. Sådan spiller klaviaturet ikke«, siger Peter Parbo. DR: Ingen proportioner på kritik Jørgen Ramskov mener, at TV 2's kritik er »helt ude af proportioner«. Han siger, at Nyhedsmagasinet blot er en opstramning af forgængeren 19 Direkte. »En nyhedsprogram har korte indslag. I vores første udsendelse mandag havde vi til eksempel et langt indslag om det nedslidte danske kloaknet (3,5 minut, red.). Vi kan godt tage en lang filosofisk diskussion, om det var en nyhed eller en baggrundshistorie. Jeg hælder til det sidste«, siger Jørgen Ramskov. DR 'har aldrig beklaget sig' Han nævner, at Danmarks Radio aldrig har brokket sig over, at TV 2 sender Go' aften Danmark samtidig med DR's tidlige tv-avis. »Jeg kunne tælle op, hvor mange politikere der har talt om dagsaktuelle emner i det program, og gjort et stort nummer ud af det. Det er helt forkert at hænge sig i, at vi kalder det en nyhedstime. Indholdet tæller«, siger Jørgen Ramskov. TV 2 henviser til, at det ikke er nyhedsredaktionen, der producerer Go' aften Danmark. Den nu skibbrudne aftale betød også, at kanalerne ikke sendte fodboldkampe og andre begivenheder inden for samme sportsgren samtidig. Desuden forhindrede aftalen overlap af dansk dramatik som 'Krøniken'. Stigende konkurrence spidser holdningerne Medieforsker Stig Hjarvard betragter skænderiet om nyhederne på afstand. Han vil ikke dømme, hvem der har ret, men siger, at konflikten er spidset til på grund af stigende konkurrence om seerne. »Tidspunktet klokken 19 er indledningen til primetime. Kanalerne ønsker at holde fast i seerne aftenen igennem. Og da flere ser nyheder først på aftenen end tidligere, får vi nu en skærpet konkurrence«, siger Stig Hjarvard, professor på film- og medievidenskab ved Københavns Universitet. Det kan desuden være en fordel for TV 2 at slippe af med programaftalen, fordi kanalen skal privatiseres. »Potentielle købere er måske ikke interesseret i de begrænsninger, aftalen gav«, siger Stig Hjarvard. Uheldigt for seerne Han fremhæver en uheldig følge af konkurrencen om seerne. »Ligesom færre læser aviser, ser færre også nyheder på tv. Og hvis stationerne sender nyheder på samme tid, risikerer vi, at endnu færre danskere får set tv-nyheder. Det er bekymrende«, siger Stig Hjarvard. Kulturminister Brian Mikkelsen (K) vil ikke kommentere striden mellem DR og TV 2.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her