Kvickly sælger billig telefontid

Lyt til artiklen

Billig eller gratis telefontid over internettet er ikke nyt. De fleste større virksomheder har for længst skiftet til den såkaldte ip-telefoni, men for privatkunder har det hidtil været for besværligt. Enten har man skullet installere særlige programmer som for eksempel Skype på computeren, eller man har skullet rode med diverse indstillinger i maskinen. Det synes at være slut nu. Nye små selskaber som Telefin, Telsome, Go IP og Musimi sælger internettelefoni, der er så nemt at gå til, at selv supermarkedskæder nu sætter det ud på hylderne. De vil sælge en boks, så forbrugeren blot skal forbinde sin almindelige telefon med internettet for at tale billigt - meget billigt. Computer ikke nødvendig På mandag lancerer et af landets største supermarkedskæder Kvickly Telsomes produkt i sine 14 varehuse, Kvickly Ekstra, landet over. Og i resten af supermarkederne inden jul. Også Merlin vil have produktet på hylderne på mandag. Til forskel fra tidligere behøver man ikke at rode med computeren for at få det til at virke. Faktisk kan man undvære en computer. Man behøver blot en bredbåndsforbindelse. For eksempel en adsl-forbindelse. »Man skal ikke være it-ekspert for at ringe over internettet. Man kan bruge sin almindelige telefon«, siger Morten Høegh, indkøbschef i Kvickly. Han regner med, at kunderne først og fremmest vil være forbrugere, der har brug for at ringe til udlandet, da det er her, der er rigtigt mange penge at spare. Skal man ringe til mor i Jylland sparer man dog højst 10-15 ører i minuttet mod for eksempel at spare 13,5 kroner i minutpris til Kina. Håber på 50.000 kunder Tim Chawes, direktør for Telsome, håber på i løbet af året at kunne tage 50.000 kunder på at sælge billig telefonminutter gennem Kvickly og Merlin-kæderne Hos Telefin arbejder direktør Hans-Henrik Andresen også på at få sit produkt ud i supermarkederne. Indtil videre kan man kun købe Telefins produkt via deres hjemmeside, og det er der angiveligt omkring 50 kunder, der gør om dagen. Hvor mange kunder Telefin har i alt, vil Hans-Henrik Andresen ikke ud med, men han håber på at have 10.000-15.000 kunder om et år. Massiv priskrig Han fortæller, at de små ip-telefoniselskaber er ude i en massiv priskrig. Ikke mod TDC, fordi alle selskaberne er meget billigere end giganten, men mod hinanden. »Vi tjener stort set intet på minutter. Derfor tager vi en tyver om måneden i abonnement, så vi også kan være sikre på, at vi kan levere billig telefoni om et år«, siger Hans-Henrik Andresen. Også Cybercity har lanceret ip-telefoni til sine kunder. Selv om deres priser er markant billigere end TDC's priser, ligger de dog væsentligt over, hvad de små selskaber sælger til. TDC frygter ikke de små selskaber Gert Rieder, direktør for TDC Privat, mener ikke, at selskabets del af markedet er truet af de mange små selskaber. Han mener ikke, at konkurrenternes kvalitet kan konkurrere med den kvalitet, som TDC tilbyder. »Men det er ikke et spørgsmål om internettelefoni kommer eller ej. Forbrugerne og teknologien er ved at være klar. Inden året er omme kommer vi også med ip-telefoni til private«, siger Gert Rieder, og fremhæver, at TDC vil reservere ekstra plads på nettet til bedre kvalitet. Bliver det lige så billigt som de små selskaber? »Det bliver til konkurrencedygtige priser«, siger Gert Rieder blot.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her