Falck er kommet i massiv modvind med sit nye koncept, hvor medarbejdere melder sig syge hos redningsselskabet frem for hos deres egen arbejdsgiver. Nu vil et folketingsflertal pålægge beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) at finde ud af, om ordningen strider mod loven, som jurister fra universiteterne i Århus og Aalborg fredag fremførte i Politiken. »Det er vigtigt at få kortlagt, om det her er lovligt«, siger socialdemokraternes Lone Møller, der har opbakning fra de radikale, SF og Dansk Folkeparti. Registrerer årsag Kort fortalt går ordningen ud på, at virksomheder betaler Falck for at modtage sygemeldinger og - hvis medarbejderen går med til det - spørger til og registrerer sygemeldingens årsag. Derefter tilbyder Falck også, at en sygeplejerske ringer op og rådgiver den syge om, hvordan hun hurtigst bliver rask. Men de juridiske eksperter sagde fredag, at det strider mod helbredsoplysningsloven, der fastslår, at arbejdsgiveren ikke må spørge til sygemeldingens årsag - og det må en konsulent eller andre, som handler på vegne af arbejdsgiveren heller ikke. Falck siger på sin side, at de ikke anmoder om helbredsoplysninger, men tilbyder medarbejderen at fortælle, hvad hun fejler. Frivilligheden er dog under stærkt pres og det strider mod intentionerne i loven, sagde de to juraeksperter, professor i offentlig ret Claus Haagen Jensen og Martin Lind Gräs, der skriver ph.d-afhandling om beskyttelse af den personlige sfære. Og det er ikke den eneste anke mod Go' bedring, som ordningen hedder. Falck tilbyder de virksomheder, der abonnerer på ordningen, en hidtil uset detaljeret sygefraværsstatistik, som Falck netop har mulighed for at lave, fordi de kan få at vide, om den syge har ondt i hovedet, er stresset, har et misbrug eller noget helt fjerde. »Det er også problematisk, for selv om Falck anonymiserer, er der en nærliggende risiko for, at arbejdsgiveren kan regne ud, hvem det drejer sig om. Falck må overveje at pille det element ud af ordningen eller i hvert fald lave mere generelle tilbagemeldinger«, siger Claus Haagen Jensen, der tilføjer: »Det kan lægge gift for ordningen, som ellers kan være god for både arbejdsgivere og lønmodtagere«. Anden lov overtrådt Men Falcks ordning overtræder ikke alene helbredsoplysningsloven, vurderer juristerne i paraplyorganisationen for 19 fagforbund LO - den strider også mod sygedagpengeloven. »Ifølge den må arbejdsgiveren udelukkende bede om en lægeerklæring og ingen andre oplysninger - og det gælder også, selv om arbejdsgiveren udliciterer opgaven til en anden«, siger LO-sekretær Marie-Louise Knuppert og fortsætter: »Jeg kan ikke forestille mig, at konceptet holder«. Falck vil ændre Hos Falck gennemgår juristerne nu loven med lup. »Vi må se på paragrafferne igen og rette ind, så vi følger lovens bogstav til punkt og prikke. Men vi mener ikke, at det er livstruende for hele konceptet«, siger vicedirektør Jan Steenhard. »Vi er nede i det specifikke om, hvordan man formulerer det spørgsmål, der stilles i telefonen. Det er her slagsmålet kommer til at være i sidste ende«, siger han. Falck vil holde møder med fagforbund Falck vil fra på mandag holde møder med de kritiske fagforbund i håb om at nå til enighed. Sker det ikke, kan fagforbundene anlægge en prøvesag om ordningens lovlighed ved domstolene. Politikerne vil om nødvendigt gå ned i den enkelte kontrakt for at afklare sagen. »Og så skal vi altså også have en politisk debat om, om det er den nye arbejdsgivertrend med at udlicitere omsorgen for medarbejderne«, siger Ole Sohn fra SF.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Politikens USA-korrespondent: Trump fik ikke Grønland, men han fik lov til at tage en sejrsrunde på de sociale medier
-
Von der Leyen var knap færdig med sin tale, før jungletrommerne gik i danske medier
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Folk var nærmest i chok, da Rihanna pludselig stod på scenen
-
Aftalen er en kæmpe sejr for det grønlandske og danske diplomati
-
Han er simpelthen fejlcastet som Spangs afløser
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
70 år
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce