Bilfolk er kørt fast i bureaukrati

Arkivfoto: Peter Hove Olesen
Arkivfoto: Peter Hove Olesen
Lyt til artiklen

Flere bilimportører er meget trætte af papirnusseri i forbindelse med en lov, der kræver, at bilafgifterne ændres hver eneste måned. De så derfor helst de månedlige afgiftsændringer afskaffet - til trods for, at loven i princippet er til for at skære toppen af de stigende bilafgifter. »Det er noget frygteligt rod, som trækker en hulens masse på vort personale - også mere end rimeligt er«, siger administrerende direktør Flemming Bak fra Toyota Danmark. Toyota sælger cirka hver tiende bil i Danmark, og hver eneste måned skal priser på omkring 3.000 forskellige varianter af Toyotas biler ændres. Den ene måned skal prisen på en almindelig Toyota Corolla måske sættes ned med 500 kroner, hvorefter den skal forhøjes med 200 kr. måneden efter. Alt sammen som følge af den nye afgiftslov, der trådte i kraft juni 2003. Stort ståhej for meget lidt, sammenlignet med, at prisen på en almindelig Toyota Corolla ligger på cirka 220.000 kr., siger Flemming Bak. Cirkuspriser Center for Kvalitet i ErhvervsReguleringen under Økonomi- og Erhvervsministeriet, vurderede allerede inden loven blev vedtaget, at hele bilbranchen udsættes for store administrative byrder som følge af loven. Alene bilforhandlerne må samlet set påregne administrative ekstrabyrder på op mod 86.000 arbejdstimer om året. Det svarer til omkring 50 fuldtidsstillinger. Hos importøren af Peugeot, firmaet K.W. Bruun, har man derfor taget konsekvensen: »Jeg kalder det her for cirkuspriser. Det virker jo helt omsonst at ændre priserne for få hundrede kroner hver eneste måned, så det gør vi heller ikke. Vores priser på nettet ligger fast, og vi laver heller ikke nye prislister til bilforhandlerne hver måned«, siger produktchef Henrik Skouby fra Peugeot i Danmark. I stedet bliver prisen på en Peugeot først reguleret, når bilkøberen foretager den endelige afregning. Den nye lov blev ellers lanceret med brask og bram af bl.a. økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) sidste år. Dengang var der en heftig debat om bilafgifter, fordi bilbranchen - og især bilimportørerne - varslede store prisstigninger på danske biler, som følge af nye EU-regler, der sætter konkurrencen på bilmarkedet i EU helt fri til næste år. Ideen med den nye afgiftslov var derfor at skære toppen af afgiftsstigningerne, hvis de danske bilpriser - som forventet - skulle stige mere end de almindelige priser i samfundet. Statskassen skal ikke tjene på stigninger i bilprisen var mottoet. Og Bendt Bendtsen fremviste endda et regneeksempel, der viser, at en bil til 220.000 kr., der stiger med 20 procent på tre år vil få nedsat registreringsafgiften med 29.000 kr. som følge af den nye lov. Status efter et år og tre måneder med loven er dog, at en bil til 220.000 kr. foreløbig kun får nedsat afgiften med 1.794 kr. - så der er langt igen. Hos Danmarks Automobilforhandlerforening (DAF) er administrerende direktør Preben Kjær ikke spor overrasket. »Vi har hele tiden sagt, at bilpriserne kun ville stige ekstraordinært med cirka fem procent, så jeg er ikke overrasket over, at reguleringen er så lille«, siger Preben Kjær. Han mener dog at systemet er helt tosset, og koster bilforhandlerne et del administrativt bøvl. »Systemet er ikke værd at opretholde, i det mindste må man kunne nøjes med at regulere afgiften en gang årligt. Men egentlig burde man i stedet begynde en nedtrapning af afgiften«, siger Preben Kjær. Hos General Motors (GM), der blandt andet sælger Opel biler, sukker informationschef Ole Poulsen højlydt i telefonen på spørgsmålet om det månedlige prisshow. »Vi oplever det som en stor administrativ byrde, som ikke har haft nogen som helst indflydelse på salget af vores biler«, siger Ole Poulsen. Ministeren åben Kommer den samlede bilbranche til skatteminister Kristian Jensen (V) for at få ham til at ændre de månedlige reguleringer af bilafgifter og bilpriser, vil de møde en åben minister. Han mener dog som udgangspunkt, at loven fungerer efter hensigten: »Når der ikke er blevet taget så meget af registreringsafgiften, ser jeg det som et udtryk for, at bilpriserne ikke er steget så voldsomt. Hvis det viser sig, at vi har taget fejl, er det kun glædeligt for de danske bilejere«, siger Kristian Jensen. »Men hvis forudsætningerne for lovgivningen nu er en anden, så synes jeg klart vi skal drøfte det blandt de politiske partier, der gennemførte loven«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her