Da 11 EU-lande aflagde musketér-eden og indførte euroen i 1999, forventede de samtidig, at sammenholdet ville give dem større økonomisk modstandskraft. Fem år og en verdensøkonomisk krise senere konstaterer den økonomiske samarbejdsorganisation OECD imidlertid, at den økonomiske udvikling i euroområdet ikke har fulgt teoribogen. Skuffende modstandskraft »Den tættere integration, som var stillet i udsigt med møntunionen, har endnu ikke udmøntet sig i en synlig styrkelse af den økonomiske vækst eller givet øget dynamik«. Og videre: »Euroområdet har vist skuffende modstandskraft over for økonomiske chok (f.eks. aktiekurserne bratte fald i 2000, red.), og indkomstforskellene mellem landene er store og stigende«, skriver OECD's økonomer i analysen. Ifølge økonomisk vismand, professor Jan Rose Skaksen fra Handelshøjskolen i København, har dannelsen af en fælles valuta med en fælles rente elimineret risikoen for, at der - som tidligere - opstår interne europæiske finans- og valutakriser. Sårbarhed Men sårbarheden over for verdensøkonomiske kriser består. »Der er ingen garanti for, at en valutaunion skaber større harmoni. Med en fælles pengepolitik fastlagt af Den Europæiske Centralbank har de enkelte eurolande mistet en frihedsgrad i deres økonomiske politik, hvilket isoleret set mindsker modstandskraften for chok udefra«, siger Jan Rose Skaksen. Da en perlerække af sorte begivenheder - aktiekollapset i foråret 2000, terrorangrebet 11. september 2001, regnskabsskandalerne i store virksomheder som Enron og Ahold og krigen mod Irak - ramte verdensøkonomien, betød det nedtur for både USA, Europa og Japan. Men efterfølgende har USA og Japan rejst sig, og en række angelsaksiske lande klarer sig også godt. Derimod halter eurolande efter - vækstraterne er først nu ved at bevæge sig over en procent årligt . Og hvis ikke der snart sættes gang i effektive reformer, kommer europæernes indkomster til at halte efter USA, og arbejdsløsheden bliver fastlåst på et højt niveau. Ufleksibel tysk økonomi I OECD's økonomiske grundscenario frem mod 2009 fastholdes f.eks. arbejdsløsheden i euroområdet på 8,2 procent mod 8,8 procent i dag. »Nedturen har udstillet alle de negative økonomiske ting i Europa, og man er vel især blevet overrasket over, hvor lidt fleksibilitet der er i den tyske økonomi. Og fleksibilitet i økonomien er afgørende, hvis man skal have fuldt udbytte af den fælles valuta«, siger Jan Rose Skaksen. Netop fleksibilitet går igen i mange af de løsninger, som OECD's økonomer anbefaler for eurolandene. Der skal fleksibilitet på arbejdsmarkedet, hvor stive ansættelsesregler, arbejdstider og faste lønninger afskrækker virksomhederne fra at ansætte. Kniber med konkurrencen Konkurrencen internt i euroområdet er heller ikke god nok. Det går nogenlunde på varemarkederne, men i servicesektoren og finanssektoren er man ikke kommet særlig langt. OECD peger også på, at indretningen af ejerboligmarkederne og boligfinansieringen varierer meget inden for euroområdet. Rentesænkning med ujævnt gennemslag Det betyder f.eks., at en rentesænkning slår meget forskelligt igennem på boligmarkedet i eurolandene - i nogle lande, især de små lande med gode finansieringsmuligheder, slår rentenedsættelsen kraftigt igennem, men påvirkningen er minimal andre steder. Det gør det svært for Den Europæiske Centralbank at finde en rente, der passer alle. Kilde: OECD Economic Survey of the Euro Area, juli 2004.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham og sagde: »Husk, ikke sige noget til nogen om, hvad der foregår herhjemme«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























