Sygeplejersker tvinges på deltid

- Arkivfoto: Claus Bonnerup
- Arkivfoto: Claus Bonnerup
Lyt til artiklen

Der mangler 1.000 sygeplejersker i Danmark. Alligevel er flere og flere sygeplejersker i de seneste år gået på deltid, og ikke alle sammen frivilligt. »Det er noget af et paradoks. Men det hænger blandt andet sammen med, at man som led i besparelser har strammet normeringerne. Alligevel har man brug for det samme antal hoveder på afdelingerne for at få dækket vagterne ind, og det betyder, at en del stillinger er ændret fra fuldtids- til deltidsstillinger«, siger Poul Engholm, formand for Dansk Sygeplejeråds Viborg Amtskreds. I 2003 var 52 procent af samtlige sygeplejersker på deltid, men tallet dækker over store forskelle. Det er især de almindelige sygeplejersker på sygehusene og i hjemmeplejen, der arbejder deltids, mens det er sygeplejersker i de ledende stillinger, som arbejder på fuld tid, fremgår det af fagbladet Sygeplejersken. Mange sygeplejersker har selv valgt at gå ned i tid, enten efter eget ønske af hensyn til familien eller i forbindelse med sparerunder, og de fleste er godt tilfredse med deres arbejdstid. »Men når de siger det, kan det også hænge sammen med, at jobbet i de senere år er blevet mere og mere belastende, så det måske er for hårdt at arbejde fuldtids, og det er bekymrende«, siger Poul Engholm. Presset på deltid Sygeplejerådets amtskreds i Viborg har lavet en spørgeskemaundersøgelse blandt medlemmerne, og den viser også, at nogle er blevet presset til at gå på deltid for at undgå afskedigelser blandt sygeplejerskerne i forbindelse med sparerunder. Og ikke alle sygeplejersker med behov for et job på fuld tid kan få det. Ifølge bladet Sygeplejersken blev seks sygeplejersker fyret og ti sat ned i timetal mod deres vilje, da fire medicinske sengeafdelinger i Thisted og Nykøbing Mors blev sammenlagt til tre. Her var hensynet til weekendvagterne også afgørende. »Men nogle arbejdsgivere fortrækker også folk på deltid, fordi de så altid har nogle, de kan kalde ind på ekstraarbejde i forbindelse med sygdom og ferie«, siger Poul Engholm. »På den måde kommer de deltidsansatte til at fungere som en 'buffer'. En tidligere undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd viste, at det kun drejer sig om 4 procent af alle sygeplejersker, der er på deltid mod deres vilje. Undersøgelsen fra Viborg viste nogenlunde den samme størrelsesorden. »Selv om problemet talmæssigt ikke er stort, mener vi alligevel, at alle, som ønsker det, skal have ret til fuldtidsansættelse. Derfor har vi også stillet det som krav til vores næste overenskomstforhandling«, siger Poul Engholm. I dag er der intet i sygeplejerskernes overenskomst, der kan forhindre en tvungen overflyttelse til deltid, hvis der er tungtvejende grunde - som for eksempel sparerunder - til det. Også i hovedstadsområdet, som har landets laveste andel af deltidsansatte sygeplejersker - 43 procent - kender man problemet med udhuling af normeringerne. »Vi kender også det problem, at man mange steder ikke ville have ansatte nok til at dække vagterne, hvis alle arbejdede på fuld tid«, siger næstformand i Sygeplejerådets Hovedstadens Amtskreds Michael Juhl. »Vi har til gengæld ikke oplevet, at det er et problem for nogen, fordi mange gerne vil have deltidsarbejde. Og i vores område er der så mange arbejdspladser, at en sygeplejerske altid kan få et fuldtidsjob, hvis hun vil. Det er nok ikke tilfældet i Vestjylland«. Laveste ledighed Sygeplejerskerne har måske Danmarks laveste arbejdsløshed med en ledighedsprocent på 0,4. Prognoser viser, at der i 2010 vil mangle op mod 5.000 sygeplejersker, og en helt ny undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd viser, at der allerede i dag mangler 1.000 på landsplan. Sundhedsministeriet og Amtsrådsforeningen skal i august have et møde om, hvordan man kan rekruttere sygeplejersker fra de nye EU-lande i Østeuropa. Tilgangen til sygeplejerskeuddannelsen herhjemme har i nogle år været stagnerende, men i år har 9 procent flere end sidste år søgt uddannelsen som førsteprioritet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her