På Lolland skal politiet nu også til at tælle grise. Den lille Højreby Kommune på det vestlige Lolland har netop meldt øens største svineproducent til politiet, fordi han i følge kommunen har produceret alt for mange grise. »Vi har ved vores almindelige tilsyn konstateret en overproduktion af grise sidste år på landmandens to gårde«, konstaterer formand for kommunens tekniske udvalg, Preben Jelsbæk fra lokallisten, Højreby Listen. 'Voldsom overproduktion' De to gårde ligger ved landsbyen Gurreby, og i følge den anmeldelse, politiet netop har modtaget fra kommunen, blev der i 2003 produceret 5.830 flere slagtesvin end tilladt på den ene gård. Og 5.540 grise for meget på den anden. »Det er en voldsom overproduktion, og vi betragter det selvfølgelig med stor alvor, når en landmand belaster miljøet så meget mere, end han har tilladelse til. Derfor er det nu en sag for politiet«, siger Jelsbæk. Politiken har i løbet af de seneste otte måneder fortalt om en række svineproducenter, der ser stort på miljøtilladelser og producerer mange flere grise end tilladt. Alvorlige miljøsager På Fyn har Danmarks største svinebaron, Erling Lerche-Simonsen, produceret op mod 27.000 svin mere, end han må. Og en af landets førende eksperter i landbrugsret advokat Uffe Baller er bestyrelsesformand for et andet fynsk svineselskab, der er politianmeldt af flere kommuner for at have produceret i alt 14.000 svin for meget. »Sagerne er meget alvorlige. De ulovlige svin udgør en stor belastning for miljøet. En ting er gyllen - en anden er ammoniakfordampningen fra svinestaldene. Ammoniakken bliver spredt i luften og falder ned enten som tørstof eller opløst i regnen, og er medvirkende til, at følsom natur og de kystnære farvande bliver hårdt udsat. Set fra et miljømæssigt synspunkt er det meget alvorlige overtrædelser af loven, der finder sted«, siger civilingeniør Kåre Press-Kristensen fra Danmarks Tekniske Universitets afdeling for miljø- og ressourcer. I Højreby er der endnu en grund til at bekymre sig om grisene. »Vi har fået mange nye svineproducenter i de seneste år. Det er selvfølgelig godt for en egn som vores, der har mistet så mange arbejdspladser. Men for vores overlevelses skyld skal vi også gerne kunne trække folk herned at bo. Og for mange grise og for meget lugt gør ikke vores område mere attraktivt«, siger Preben Jelsbæk. Svært at tælle grise Det har ikke været muligt at få en kommentar fra den lollandske svineproducent. Men hans driftsleder på gårdene siger, at der er tale om en stor misforståelse. Den bunder i, at det er meget svært at tælle grise - og specielt svært, når man omlægger produktionen fra smågrise til de tungere slagtesvin. Grise opgøres i såkaldte dyreenheder - og der går flere slagtesvin end søer på en dyreenhed. Det gør også en forskel for optællingen, hvad svinene vejer, når de sendes til slagteriet. Eksperter går tallene efter I Højreby Kommune ved de godt, at det er svært at tælle grise. De har derfor bedt eksperter i miljøvirksomheden Rovesta gå gårdene efter. »De er også kommet frem til, at der foregår en meget voldsom overproduktion. Men landmanden skal da have lov at forklare sig. Jeg har svært ved at forestille mig, at der er noget galt med tallene«, siger Preben Jelsbak.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























