Fodboldklubber vil fylde de slunkne pengekasser

Lyt til artiklen

Det skal være slut med den årlige tiggergang til det lokale erhvervsliv for at få økonomien til at hænge sammen. De bedste danske professionelle fodboldklubber bliver i stigende grad befolket af erhvervsledere, der forlanger, at klubberne også tjener penge og scorer profit på linje med resten af erhvervslivet. Og det er nogle af de mindre klubber, der går forrest. »Det der med, at man driver filantropisk virksomhed for andre folks penge, synes jeg dårligt om. Alt for mange klubber har rent ud sagt smidt pengene ud ad vinduet«, siger Poul Arne Jensen, bestyrelsesformand i den professionelle superligaklub Viborg FF gennem 3-4 år. Mål: Overskud på 10 procent Han er samtidig direktør i virksomheden Dantherm Holdning A/S i Skive, der blandt andet producerer ventilations- og affugtningsanlæg. »Målsætningen er, at vi skal have et overskud på 10 procent af omsætningen«, siger Poul Arne Jensen. Viborg nåede det ikke sidste år, underskuddet var på 700.000 kr. Og ser man de sidste fem år under et, er det faktisk kun Parken, Sport & Entertainment (PSE) - underholdnings- og ejendomskoncernen, der står bag FC København - som har præsteret afkast, der er er normale for en erhvervsvirksomhed. De 12 superligaklubber fra sæsonen 2003/04 har samlet lavet et underskud på 9,3 mio. kr. sidste år, og set over de sidste fem år når tabet op i 110,7 mio. kr. Det skal ses i forhold til, at de 12 selskaber omsætter for ca. 700 mio. kr. årligt - heraf står alene PSE og Brøndby for 370 mio. kr. Hvis man ser bort fra de pæne plusser, som selskabet PSE har leveret, kan tabskontoen i de 11 andre fodboldselskaber gøres op til hele 207 mio. kr. på fem år og 19,2 mio. kr. sidste år. Klubber taber penge Mange klubber sætter penge over styr. F.eks. i Odense Boldklub A/S (OB), hvor et mislykket forsøg på at tilføre fodboldforretningen et ekstra ben ved at investere i Midtfyns Festivalen. Det gik ikke, festivalen er afhændet og lukket - og OB's regnskab viste et samlet minus på knap otte mio. kr. i 2003. Men den slags dårlige resultater kan ikke gå i det fynske længere. »Det er klart, vi ikke er tilfredse. OB har et potentiale til at blive en god forretning. Vi har et projekt om at blive Øens superligaklub, og vi kan se, at vores kerneforretning fortsat har store muligheder. Der er store vækstrater på salg af merchandise, catering på stadion og vækst i tilskuerantallet«, siger Niels Thorborg, der er bestyrelsesformand i Odense Boldklub A/S. Niels Thorborg er direktør og stifter af udlejningskæden L'Easy og gik ind i OB's bestyrelse i 2000. For to år siden blev han bestyrelsesformand. Økonomisk comeback Mange andre steder end i Viborg og OB arbejdes der på at gøre fodbolden til en god forrentning. Lige nu ser Esbjerg Forenede Boldklubber ud til at gøre det bedst. I hvert fald blev der sidste år skabt et overskud på 4,5 mio. kr. ud af en omsætning på bare 33 mio. kr. Og Farum-klubben FC Nordsjælland A/S, som oven på Farumsagen var i reel konkursfare, er tilsyneladende i fuld gang med et økonomisk comeback. Det er erhvervsmanden Allan K. Pedersen - en ekspert i at rette nødlidende selskaber op - der er gået ind i den nordsjællandske klub som storaktionær og redningsmand. Aktuelt er han også aktiv i bl.a. Egon Cakes Denmark A/S, Hotel Ebeltoft Strand A/S og biotekvirksomheden Bioscan A/S. Bedømt på FC Nordsjællands seneste regnskab er aktionen kommet godt fra start. Omsætningen er ved overgangen fra Farum Boldklub A/S til FC Nordsjælland kun faldet med tre mio. kr. til 30 mio. kr., og underskuddet er nedbragt fra minus 10 mio. kr. til minus 3 mio. kr. i 2003. Overskudsfodbold Lidt længere sydpå - i Herfølge Boldklub - har Steen Bo Hansen, der ejer og driver et lokalt erhvervs- og institutionsindretningsfirma, Flex-form A/S, sat sig for enden af bestyrelsesbordet for blot et halvt år siden. »Jeg har undret mig over, hvorfor en fodboldklub tilsyneladende ikke kan drives som en virksomhed. Men det skal være muligt at skabe en god forrentning af egenkapitalen«, siger Sten Bo Hansen. Herfølge har en af de mindste økonomier i Superligaen. Omsætningen runder lige de 15 mio. kr. årligt, men det faktum bør ikke være en hindring. »Det skal kunne køre rundt med den økonomi. Det gælder om, at følelserne ikke får for meget at sige, så man ser for drømmeagtigt på fremtiden«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her