Robert og Tommy Jensen fik engang en god ide. De samlede bodumkander, som de solgte videre og tjente godt på. Men efter to år på markedet måtte de dreje nøglen om i januar 2000. En ny og langt billigere konkurrent havde meldt sig. Nemlig Egtved Kommune, der uden videre lod en gruppe ledige samle kander i et kommunalt aktiveringsprojekt. Måtte bede om kontanthjælp Som arbejdsløs måtte Robert Jensen, der er far til Tommy, nu gå på kommunen og bede om kontanthjælp. Det fik han også. Men kommunen stillede et krav: Robert Jensen skulle møde op på aktiveringsfabrikken Egtved Industri - hvor han skulle samle Bodumkander. »Ærligt talt følte min klient sig gjort stort til grin af kommunen«, siger advokatfuldmægtig Lars Bjørknæs. På vegne af Robert og Tommy Jensen har han nu stævnet Egtved Kommune. Mandag modtog venstreborgmester Sonny Berthold en stævning fra Robert Jensen, som trækker kommunen i retten for at dumpe priserne og anvende ulovlig arbejdskraft. For det er ikke lovligt at lade ledige samle Bodumkander til 35 kroner i timen, mener far og søn Jensen og deres advokat: »Der er ganske enkelt tale om en kommune, der bruger ulovlig arbejdskraft. Det er nemlig ikke tilladt at lave aktivering i ordinære job. Og de aktiverede har ikke mulighed for at sige nej. Ikke desto mindre er det, hvad kommunen har gjort, og det sætter hele sagen i et nærmest Kafkask lys«, siger Bjørknæs. Normal timeløn Virksomheden, som hed TJ Service, var ellers startet godt. I 1999 havde Tommy Jensens firma en omsætning på mere end en million kroner. I firmaet var der en normal timeløn på 94 kroner, og den kunne ikke hamle op med konkurrentens pris, der var 59 kroner under mindsteløn. Men det er ikke kun Egtved, der ifølge advokaten dumper priserne. SiD's Fagbladet har tidligere dokumenteret, at Bodumkoncernen fik udført billig arbejde af aktiverede i otte kommuner. Tre forskellige arbejdsmarkedsråd har konstateret, at aktiveringsfabrikkerne i Bov, Grindsted, Ølgod, Billund og Svendborg var konkurrenceforvridende, fordi de underbød lokale private virksomheder. Flere under anklage Ud over Egtved er to andre kommuner under anklage. Egtveds borgmester Sonny Berthold (V) og Robert Jensen har gennem det sidste år ventet på arbejdsmarkedsrådets beslutning, hvor det bliver slået fast om også Egtved har været konkurrenceforvridende. Og Sonny Berthold mener, kommunen står stærkt. »Det har været en rigtig god ordning, som er blevet rost for at være et projekt, hvor de aktiverede laver andet end bare at flytte vandpytter. Det vigtige er at lave noget, som de aktiverede også kan lave fremover«, siger Sonny Berthold, der understreger, at kommunen ikke har nogen som helst interesse i at lave konkurrenceforvridning. Han ønsker ikke at kommentere den igangværende konkrete sag. Robert Jensen har ikke lyst til at vente på arbejdsmarkedsrådets afgørelse. »For de andre kommuner tog det tre måneder. Men den sidste undersøgelse har indtil videre taget et år. Og det gad vi ikke vente på. Derfor fulgte jeg min advokats råd og trak kommunen i retten«, siger Robert Jensen. Lars Bjørknæs mener denne sag kan række meget længere end til kandesamlere i Egtved. For i bund og grund er det vigtige, om kommuner må lade personer i aktivering arbejde og sælge et produkt, hvor de reelt tager arbejde fra små virksomheder. Ordinært arbejde Dermed laver kommunen 'ordinært arbejde', og så skubber man grænsen mellem det private og det kommunale. Derfor er sagen også udelukkende af principiel karakter, og de økonomiske aspekter vil først blive taget op efterfølgende. »Alle kommuner, der lader aktiverede arbejde som i Egtved, vil blive ramt af det her. Uden at vide det tror jeg, kaffekander kun er toppen af isbjerget. Hvis vi får medhold, så kan det Egtved har gjort og meget meget andet ikke lade sig gøre mere«, siger Bjørknæs. Han mener ikke, Bodum kan klandres i denne sag, fordi de blot har valgt at tage det bedste tilbud. Beviser mod kommunen og dokumentation for konkurrenceforvridningen er der dog rigeligt af. »Vi kan dokumentere, at Egtved klart underbyder min klient. Så meget endda, at det virker helt grotesk. Derfor glæder jeg mig usigeligt til at lægge det hele på dommerens bord«, siger Lars Bjørknæs. Kommunen skal svare i retten inden fjorten dage. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) har oplyst, at arbejdsmarkedsrådet finder en afgørelse i sagen til august.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham: »Husk, ikke sige noget om, hvad der foregår herhjemme«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























