Skærpede krav fra EU til indholdet i benzinen truer med at sende prisen på en liter benzin op på ti kroner til nytår. Benzinselskaberne får sandsynligvis ikke lov til at benytte det hidtidige tilsætningsstof MTBE af miljøminister Hans Christian Schmidt (V), der sætter hensynet til drikkevandet over forsyningssikkerheden på benzinmarkedet. MTBE er billigt og nemt tilgængeligt for benzinselskaberne, men det er stærkt forurenende, hvis det slipper ud i grundvandet. Parterne har indledt drøftelser, men er langt fra hinanden. »Brugen af MTBE i benzin bliver ikke forøget. Hensynet til vores drikkevand er afgørende. Jeg ønsker faktisk, at vi indskrænker brugen af MTBE så vidt muligt«, siger Hans Christian Schmidt. Skærpede krav fra EU Problemet skal findes i de nye skærpede EU krav til benzin, der sikrer, at bilernes udledning af skadelige stoffer bliver reduceret. Jo større krav til benzinen, jo vanskeligere bliver det at producere benzin i den samme kvalitet som hidtil. Umiddelbart ser benzinselskaberne MTBE som den eneste og billigste brugbare løsning. Der findes alternativer, men de er ikke benyttet i Danmark indtil nu, og brug af dem vil betyde en forøgelse i benzinprisen. »For mig at se, er MTBE det logiske valg. Benzinselskaberne har siden 2000 sikret over 1.800 benzinstationer mod nedsivning af blandt andet MTBE, og mig bekendt har der ikke været problemer siden. Vi har gode erfaringer med stoffet, og selvom der findes alternativer, er det vigtigt at have den fleksibilitet som fortsat brug af MTBE vil give. På sigt kan der naturligvis ske en udvikling i tilgængeligheden af alternativerne, men hvis vi skal sikre forsyningen og samtidig ikke forøge benzinprisen væsentligt, er MTBE løsningen«, siger informationschef Søren Bjelka fra Statoil. Dyrere benzin Søren Bjelka er dermed langt mere afklaret end Oliebranchens Fælles Repræsentation (OFR), der drøfter situationen med miljøministeren om at løse problemerne. »Vi afsøger alle de muligheder som er teknisk mulige, og tager til efterretning at miljøministeren har en klar holdning til MTBE. Vi mener dog, at man skal holde alle muligheder åbne«, siger teknik- og miljøchef Michael Mücke Jensen fra OFR, der påpeger, at man kan ende i en situation, hvor det bliver nødvendigt for raffinaderierne at bruge MTBE for at kunne producere 95 oktan. »Det ser vi imidlertid ikke som et problem. Benzinstationerne vil være sikret mod udslip af benzin og dermed MTBE. Så hensynet til drikkevandet er opretholdt. Det er helt på linje med EU-kommissionens anbefalinger på baggrund af deres risikovurdering af MTBE«, understreger Michael Mücke Jensen. Hvis ikke ministeren fjerner sine forbehold mod MTBE, står branchen over for at skulle indføre en række nye og fordyrende forandringer i produktionen. Det vil i givet fald betyde direkte afregning over for forbrugerne i form af dyrere benzin.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























