»I bund og grund handler det om de nyfødte og om børnene. De får et problem, hvis ikke vi tænker os om«. Således kridtede Velfærdskommissionen banen op for, hvor omfattende udfordringer, velfærdsstaten og dermed den enkelte dansker står over for, hvis danskerne i 2040 skal opretholde bare det samme niveau af velfærd som i dag. Valget står mellem reformer: besparelser - eller skatten må op. I alle tilfælde har ændringerne omfattende karakter; skattestigningen er vurderet til 8,5 procentpoint. Stine Bosse, administrerende direktør i forsikringsselskabet Tryg, ligger med en karriere udelukkende inden for Tryg-koncernen et stykke fra de fleste andre i kommissionen, der blandt andet tæller de tidligere vismænd Torben M. Andersen og Nina Smith. Men hun fører også ordet i kommissionen: Stine Bosse mener nemlig, at det kun til dels handler om kroner og øre - diskussion om den enkeltes ansvar for samfundet er mindst lige så vigtig: »Det er lykkedes os at bilde os selv ind, at velfærd er gratis. Ting, der engang var noget, man skulle bede om, er blevet til en ret, og det er lige før, at det for nogle på mine børns alder er blevet til en pligt at sørge for, at man får noget den anden vej. Og det er vi nødt til at have en dialog omkring. Det kan en kommissionen ikke sidde og lave om på bag lukkede døre«, siger Stine Bosse. Personligt ansvar Stine Bosse mener, at vi bevæger os på kanten af at have glemt at tage et personligt ansvar. Samtidig skal færre skuldre bære betydeligt tungere byrder. »Der er så tydelige og signifikante tegn på, at tingene ændrer sig. Og hvis vi ikke gør noget, kommer der nogle hovsaløsninger, som også kan give nogle af os nulevende nogle problemer«. Finansminister Thor Petersen (V) meldte allerede på dagen ud, at »der mangler ikke en krone«. Senere har han sammenlignet Velfærdskommissions arbejde med at sætte Poul Reichardt i 1950 til at fordele velfærdsgoderne i 2004. »Det er da vanskeligt for en til enhver tid siddende finansminister at stå og sige, at ja, I har ret, der mangler en masse penge. Det er ikke rigtig ministeransvarlighed. Men han anerkendte lødigheden og åbnede op for debatten«, siger Stine Bosse. Men jeg går ikke ud fra, at du giver ham ret? »Nej, det gør jeg ikke. Det er jo vanskeligt at se så langt ud i fremtiden. Men der har vi jo så den pointe, at det er seriøst at forholde sig til det«. Er det så useriøst ikke at forholde sig til det? »Jeg vil sige, det er forståeligt ikke at ville forholde sig til det. Det er ufarligt politisk at tro, at det går over af sig selv. Men det er farligt for sagen. For det gør det jo ikke«, siger hun. Stine Bosse repræsenterer kun sig selv i kommissionen, men i kraft af sin stilling står hun også uundgåeligt som talsmand for de private virksomheder, der står klar til at udbyde den ekstra velfærd, samfundet måske ikke har råd til at levere. Amerikansk model »Forsikringsselskaberne bidrager allerede i dag til vores velfærdssystem og kan også bidrage fremadrettet til løsning nogle af de steder, hvor der bliver udfordringer. Men får de frie markedskræfter bare lov til at spille, får man en model, der ligner den amerikanske. Og den har jeg personligt ikke meget fidus til. Jeg har meget tro på, at private forsikringsselskaber kan bidrage, men at det kræver, at vi gør det i dialog«, siger hun. Burde man ikke kikke mere internationalt på det her? »Vores velfærdsmodel er tænkt dansk, den fungerer dansk. Men vi kan jo ikke glemme, at vi bor lige ved siden af folk, vi hører sammen med i et fællesskab. I Estland er der for eksempel folk, som har to job plus de tager en videregående uddannelse. Og det er altså dem, vi skal konkurrere med lige om lidt. Hvis ikke vi allerede gør det«, siger Stine Bosse.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























