Der blev købt nye biler og charterrejser, så det forslår, i begyndelsen af året. Med familiernes private forbrug som langt den væsentligste drivkraft voksede den samlede samfundsøkonomi (BNP) med 0,6 procent i første kvartal. Dermed er det økonomiske opsving en realitet. Men det er langtfra sikkert, at fremgangen i økonomien forløber gnidningsløst den kommende tid. Lav vækst i vente Dykker man ned i tallene, viser det sig, at de private virksomheder over en bred kam holdt op med at investere i nye maskiner, software og andet udstyr. Og samtidig har virksomhederne opbygget store varelagre det sidste halve år. »Der er derfor en risiko for, at produktionen vokser knap så stærkt i de kommende måneder«, siger chefanalytiker Johnny Jakobsen fra Nordea. En lavere vækst i produktionen vil også betyde, at jobskabelsen forløber langsommere. Det forholdsvis kraftige fald i investeringerne på tre procent i første kvartal kom som en overraskelse og viser, at dansk økonomi fortsat er lidt skrøbelig, mener Johnny Jakobsen. Risikofyldt opsving »Opsvinget er på sporet, men risikoen for, at det går dårligere, er til stede, derfor kan forårspakken retfærdiggøres«, siger han. Forårspakken betyder, at de skattelettelser, som ellers skulle indfases frem til 2007, allerede kommer danskerne til gode fra midten af 2004. Økonom Lars Nørkjær Nielsen fra Nykredit Markets er heller ikke helt sikker på fremgangen. »Opsvinget er forholdsvis skrøbeligt funderet. Det private forbrug kan kun spille rollen som drivkraft i en begrænset periode«, vurderer Lars Nørkjær Nielsen i en analyse. Han henviser til, at forårspakken er af midlertidig karakter, og at et stigende indkøb af biler og udlandsrejser ikke skaber øget dansk produktion og beskæftigelse. Beskæftigelsen steget Hos Danske Bank ser chefanalytikeren også usikkerhedsmomenter, men hæfter sig alligevel ved, at der er fremgang i beskæftigelsen. »Beskæftigelsen steg med 4.000 personer i første kvartal. Der er der håb om, at det forbrugsdrevne opsving bliver selvforstærkende«, lyder det fra Steen Bocian. Han vurderer i øvrigt, at forårspakken, der blev fremlagt i midten af marts, ikke kan have haft nogen indflydelse på den økonomiske udvikling i 1. kvartal. »Det påvirker tidligst i 2. kvartal, og nok snarere først i 3. kvartal, hvor skattelettelserne uddeles«. I den svenske bank Handelsbankens afdeling i København er cheføkonom Bo Overvad forbløffet over den kraftige fremgang i det danske private forbrug. »Med den stærke fremgang i privatforbruget i fjerde kvartal sidste år og første kvartal i år kan man med rette spørge, om forårspakken kom for sent, og risikoen for et senere indgreb er stigende«, udtaler Bo Overvad.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Rockens førstedame var en stærk pioner. Nu kæmper hun mod præsident Trump
-
Slut med sniksnak – nu angriber Europa langt om længe Putins svagheder
-
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen
80 år
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
INTERNATIONAL KOMMENTAR
De NYVALGTE
Debatindlæg af Christoffer Gamborg Breitenbauch




























