Etnisk basar indtager landets store byer

Lyt til artiklen

Flere indvandrere er i job, og færre laver ballade i Danmarks største ghetto. Sådan lyder politiets konklusion efter etableringen af det etniske butikscenter Bazar Vest i Århus' belastede bydel Gellerup. Basaren havde visse startproblemer i sine første leveår i slutningen af halvfemserne, men giver efterhånden overskud, og bagmanden, byggematadoren Olav de Linde, eksporterer nu konceptet til landets øvrige store byer. I Odense og København er der allerede købt bygninger, også Esbjerg og Aalborg ytrer interesse for en basar. I den tidligere kedelfabrik i Århus' ghetto sælger nydanskere alt fra shawarma til fjernsyn. Fra turkish delight til guldsmykker, rejser og håndsyede jakkesættet. En af basarens vigtigste funktioner er, at en gruppe mennesker, som ellers aldrig ville komme ind på arbejdsmarkedet, får en ny chance i basaren, mener forskningsassistent Lasse Andersson fra Aalborg Universitet, der længe har fulgt Bazar Vest og arbejder på den nye basar i Odense. »Familier, der længe har levet af understøttelse, kan pludselig forsørge sig selv. Det giver far og sønner noget at være stolte af, og den ny identitet spreder sig som ringe i vandet, så det motiverer mange flere til at få arbejde - også uden for basaren«, siger Lasse Andersson. God sprogskole Basarens grundlægger fremhæver selv øget integration som konceptets styrke. »Der er rigtig mange danskere, der køber ind i basaren. Derfor lærer butiksindehaverne lynhurtigt dansk, samtidig med at de lærer om moms, og hvad der ellers hører til, når man kører en forretning«, siger Olav de Linde. Hverken for Olav de Linde eller Gellerup har Basar Vest altid været en lige god forretning. I de første år hærgede vold og overfald, og det tog lang tid, før danskere turde komme i basaren. »Bazar Vest gav stort underskud de første år, hvor vi mistede 20 millioner om året«, siger Olav de Linde. I dag giver basaren plusser i regnskabet, men byggematadoren vil ikke oplyse, hvor stort overskuddet er. Lige vilkår Fødselsvanskelighederne for Bazar Vest regner Olav de Linde ikke med at se i Odense eller København. Odenses borgmester, Anker Boye (S), er dog heller ikke bekymret over basaren, der skal ligge i centrum ved siden af banegården. »Det er en meget spændende ny ting, der bliver tilført byen. Den vil tiltrække mange kunder, men også stimulere mange af de personer, der i dag har svært ved at finde job. Og jeg går stærkt ud fra, at ejerne har lært af erfaringerne fra Århus«, siger Anker Boye, der også er næstformand i Kommunernes Landsforening (KL). Han understreger, at selv om basaren i Århus har fået flere dispensationer fra for eksempel brandmyndighederne i Århus, så skal basaren i Odense konkurrere på lige vilkår med andre virksomheder i området. I Herlev ved København, hvor en af Hovedstadens to planlagte basarer skal stå, er borgmester Kjeld Hansen (S) noget mere skeptisk over for ideen om en basar, selv om basarprojektet kun er i opstartsfasen. »Jeg kalder det ikke integration, men separation. Det er en helt ny og anderledes struktur, som vi i hvert fald ikke har tradition for«, siger Kjeld Hansen. Indkapsling Herlevborgmesteren får opbakning af Shahamak Rezaei, der forsker i indvandrervirksomheder på Roskilde Universitetscenter (RUC). Shahamak Rezaei mener, at basarmiljøet ud over at føre til endnu mere isolation mellem indvandrerne og det omgivende samfund også begrænser indvandrernes indtjeningsmuligheder. »Man risikerer en indkapsling, hvor kunderne er de samme, og produkterne er de samme. Det begrænser vækstpotentialet«, siger Shahamak Rezaei. Selv om Bazar Vest ifølge RUC-forskeren ikke er vellykket, er det dog en helt anden sag, hvis basaren i Odense bliver gennemført som projekteret. »Så er det ikke etniske erhvervsenklaver længere. Det gælder om at blande, så der både er danske ejere og ejere fra de etniske minoriteter. Og så skal man sørge for branchespredning«, siger Rezaei.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her