Hæv olieproduktionen, så prisen kan komme ned i et rimeligt niveau. Så kontant lød signalet til de olieeksporterende lande i OPEC fra G8 - verdens syv mest industrialiserede lande og Rusland, som mødtes i New York i søndags. G8 ser gerne, at priserne presses ned i et niveau, »der er i overensstemmelse med en varig økonomisk vækst og stabilitet - ikke mindst for udviklingslandene«, sagde Storbritanniens finansminister, Gordon Brown, ved G8-mødets afslutning. Prisen pr. tønde nåede i sidste uge 41 dollar (255 kr.), hvilket er det højeste niveau siden perioden før den første golfkrig i 1990. Prisen faldt godt nok med omkring en dollar i går som følge af Saudi-Arabiens egenhændige beslutning om at sætte produktionen i vejret. En beslutning som vakte harme på OPEC's eget møde i weekenden i Amsterdam, hvor den saudiarabiske regering forgæves forsøgte at overbevise sine partnere om at øge produktionen. Modviljen mod det saudiarabiske forslag skyldes for det første, at OPEC tjener stort på de høje oliepriser. For det andet at de fleste andre lande i OPEC allerede producerer på fuld kraft. Saudi-Arabien er således stort set den eneste stat, der har overskydende kapacitet til at øge produktionen og dermed også den eneste, som står til at vinde ved at producere mere. OPEC har indtil videre udskudt en endelig beslutning, til landene mødes igen 3. juni. I mellemtiden er spørgsmålet, om de højere oliepriser overhovedet vil ramme økonomien så voldsomt, som G9-landene forudser. Udviklingslandene Der er næppe tvivl om, at det vil gå hårdere ud over udviklingslandene end de industrialiserede lande. Ifølge Det internationale Energiagentur i Paris, IEA, bruger udviklingslandene to til tre gange så meget olie for at holde deres produktionsapparat kørende som OECD-landene. De vestlige landes økonomier er langtfra lige så afhængige af olie, som de var under oliekriserne i 1970'erne og 80'erne. Ifølge det økonomiske tidsskrift The Economist bruger USA f.eks. kun halvt så meget olie pr. enhed i bruttonationalproduktet som for 30 år siden. Samme tendens gør sig gældende i Vesteuropa og Japan, hvor hårde energibeskatninger og overgang fra industri til serviceerhverv har bremset olieforbruget væsentligt. Således udgør oliens andel af OECD-landenes import af råstoffer i dag ifølge The Economist kun fire pct., mens den i 1970 udgjorde hele 13 pct. Alligevel er der næppe grund til at være optimistisk af den grund. En faretruende undtagelse er den i forvejen skrantende luftfartsindustri, der rammes hårdt og direkte af de højere brændstofpriser. Samtidig vil et længerevarende højt olieprisniveau risikere at påvirke det generelle prisniveau, reducere indtægterne, få arbejdsløsheden til at stige og bremse væksten. Det er den onde cirkel, man i 1970'erne døbte 'stagflation' - enhver finansministers mareridt. Hvad værre er, så er det langtfra sikkert, at OPEC virkelig kan få priserne ned i et acceptabelt niveau ved at sætte produktionen i vejret. Kinas vækst Prisstigningerne i disse dage skyldes bl.a. en global økonomisk vækst, der øger efterspørgslen efter olie - ikke mindst fra Kina, der ifølge investeringsfirmaet Goldmand Sachs allerede i første kvartal slugte 15 pct. mere olie end det foregående år. Samtidig skyldes en del af prisstigningen sandsynligvis ' terrorismefaktoren'. Saudi-Arabien sidder på over en fjerdedel af verdens kendte olieressourcer, og er det eneste OPEC-land, der har reel overskudskapacitet til at afbøde de chok, der kan opstå på oliemarkedet, når der opstår huller i forsyningen - som f.eks. under den første Golfkrig. Men muligheden for terrorangreb mod den saudiske olieindustri er ifølge The Economist begyndt at spille ind på olieprisen. Den saudiske energiminister, Ali al-Naimi, afviser ifølge bladet frygten som »ubegrundet«. Men ikke desto mindre er det præcis, hvad der er sket i Irak. Og 1. maj skød og dræbte bevæbnede gerningsmænd seks personer i det amerikanske oliefirma ABB Lummus Globals kontor i Saudi-Arabien.