Terrorpakke kan koste huslejestigninger i kollegier

Lyt til artiklen

Det er noget makværk. Sådan lyder konklusionen fra Nicolas Padfield, der bor på kollegiet Studentergården i København. Han sidder i netudvalget og har beregnet, hvad det vil koste kollegiet at leve op til kravene i regeringens logningsbekendtgørelse, der kommer som et led i terrorpakken. Terrorpakken, der blev indført i dansk lovgivning efter terrorangrebet 11. september 2001 skal ruste dansk lovgivning mod terrortruslen. Trafik skal logges Logningsbekendtgørelsen eller overvågningsbekendtgørelsen, som Nicolas Padfield hellere vil kalde den, »for det er jo det, den er«, pålægger internet- og teleudbydere at logge al trafik og gemme den i et år. Det er dog ikke ordlyden af e-mail og optagelser af telefonsamtaler, der skal gemmes, men alene logning af trafikken - altså hvem der ringer til hvem, og hvem der sender e-mail til hvem, samt hvilke chatsider der bliver besøgt. Loven er fuld af huller Formålet med bekendtgørelsen er at give politiet bedre muligheder for at efterforske alvorlige straffesager f.eks. organiseret kriminalitet, børneporno og terrorisme. Og da Studentergården og mange andre kollegier og boligforeninger faktisk er internet- og teleudbydere, da de har oprettet deres egne netværk, skal de til at gemme oplysninger om naboens tele- og internetforbrug. »Vores driftsomkostninger bliver fordoblet, og vi kan risikere at skulle ud at betale omkring 150.000 kroner for et nyt telefonanlæg, da det, vi har, ikke lever op til kravene om registrering«, siger Nicolas Padfield. »Sker det, vil det medføre huslejestigninger for alle de studerende«. Studentergården er endda ikke et af de kollegier, der bliver særlig hårdt ramt, da det kun huser 130 mennesker. På kollegier eller i boligforeninger med over 400 beboere stilles der endnu strengere krav til, hvilke data der skal overvåges og gemmes. »Det, der er så frustrerende, er, at der er så mange undtagelser, så de, der har noget at skjule, kan sagtens gøre det«, siger Nicolas Padfield. Eksempelvis skal boligforeninger med under 100 beboere samt biblioteker, skoler og undervisningsinstitutioner ikke overvåge internet- og telefonforbindelser. Logningsbekendtgørelsen er til høring i Justitsministeriet nu, og Nicolas Padfield har sendt sine synspunkter i et høringssvar til justitsministeren. Manglende sikkerhed Det har Bolignetforeningen, en interesseorganisation for netværksforeninger i boliger og på kollegier, også gjort. De mener, at det er uforsvarligt, at folk, der ikke har forstand på at gemme data, nu skal til at gemme overvågningsfiler, hvor man kan se følsomme oplysninger om naboen. »I forhold til kommercielle teleudbydere vil bolignetforeninger ikke have nogen erfaring med den tekniske håndtering af en sådan registrering«, skriver foreningen i en pressemeddelelse. »Konsekvensen af dette kan være, at der opstår alvorlige sikkerhedsproblemer omkring de registrerede data«. Også foreningen Dansk IT - et netværk for folk, der arbejder med it - protesterer. De mener, at det er penge ud ad vinduet, da listen over undtagelser er blevet så lang og bred, at bekendtgørelsen ikke får nogen virkning, men blot pålægger en række virksomheder ekstra udgifter. Det samme siger foreningen af danske internetmedier, FDIM, og Danske Dagblades Forening. I Justitsministeriet er man godt klar over, at det ikke er en populær bekendtgørelse, man er i gang med at vedtage, og det er netop grunden til, at den er lagt i høring. »Vi er ved at få høringssvarene ind, og dem vil vi grundigt se på for at vurdere, om der er ting i udkastet til bekendtgørelsen, som skal justeres«, siger kontorchef Mette Lyster Knudsen fra Justitsministeriet. Justitsminister Lene Espersen (K) vil på nuværende tidspunkt ikke udtale sig om sagen. Høringen ventes først færdig hen over sommeren, og bekendtgørelsen skal først træde i kraft til næste sommer. »Tidsfristen er det eneste, som er rimeligt i det her«, siger Nicolas Padfield.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her