Fejl i lønsedler for millioner - mange har penge til gode

Lyt til artiklen

Gitte Gram Ludvigsen har fået ny racercykel. En dyr model, som hun normalt aldrig ville bevilge sig selv ud af sin beskedne sygeplejerskehyre. Men pludselig modtog hun en lønseddel med 107.407 ekstra kroner: »Jeg glemmer aldrig, da jeg så den. Det var nytårsaften, og jeg ringede til min ældste søn om natten og sagde, at nu fik han sit kørekort«. Fik for lidt i løn Pengene fik hun, fordi hun i fem år har fået for lidt i løn fra Hillerød Sygehus, hvor hun arbejder i skadestuens modtageafdeling. Her gennemgik tillidsrepræsentanten sine 38 kollegers lønsedler og fandt, at de havde 240.000 kroner til gode. De er langtfra alene. Amter og kommuner roder rundt i udbetalingen af løn, og lønsedlerne er så uigennemskuelige, at de ansatte ikke opdager fejlene. »Så er det penge ud af lommen på sygeplejerskerne. Det er jo dybt urimeligt. Jeg tror, at rigtig mange sygeplejersker går glip af rigtig mange penge«, siger Connie Kruckow, formand for Dansk Sygeplejeråd, der i alt har 73.000 medlemmer. Stikprøvekontrol viser fejl Værst ser det ud i sundhedssektoren og på skoleområdet, hvor lokalafdelinger af fagforbundene melder om fejl, hver gang de foretager en stikprøvekontrol. Københavns Lærerforening er en af dem, som har tjekket mest systematisk. »Når det er værst, finder vi fejl i 20 procent af lønsedlerne og sommetider mere«, siger sekretariatschef Ivan Jespersen. Fejlene består typisk i, at medarbejderne er placeret på forkerte løntrin eller ikke får de tillæg, de skal have. Ofte handler det om få hundrede kroner om måneden, men bliver fejlen ikke opdaget, løber det op i mange tusinde kroner over årene. Det sker også, at lønmodtagere får for meget udbetalt. I sådanne tilfælde bliver beløbene dog ikke krævet tilbagebetalt. Ny Løn er synderen Ny løn får en stor del af skylden. Lønsystemet for de cirka 600.000 ansatte i amter og kommuner blev indført i 1997 og har øget antallet af tillæg betragteligt, så der i dag er omkring 10.000 forskellige. »Det er frygteligt, at vi har fået lavet et lønsystem, som hverken arbejdsgivere eller lønmodtagere forstår. Så en forenkling dér ville være den bedste garanti mod de mange fejl, der forekommer«, siger formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen. Både han og sygeplejerskeformanden vil af med ny løn i sin nuværende form ved de næste overenskomstforhandlinger i foråret 2005. Og både amterne og kommunerne erklærer sig klar til at forenkle lønsystemet. Det er arbejdsgivernes ansvar at udbetale korrekt løn. »Helt klart, og noget tyder jo på, at vi ikke er gode nok til det«, erkender formand for amternes lønudvalg, amtsborgmester i Vestsjælland Hans Jørgen Holm (V): »Men man skal også huske, at vi er i et samfund, hvor alle mand ikke længere udfører samme arbejde på samme sted og tid, og så bliver lønsystemet også mere kompliceret - det gælder om at finde en balance«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her