Drømmehuset har en stor revne i gavlen. Men du tør godt købe det, for i den sundhedsattest, ejendomsmægleren udleverer, skønnes reparationen kun at koste 3.000 kroner. Viser det sig bagefter, at håndværkerregningen løber op i 100.000 kroner, er det bare ærgerligt. Krav om erstatning Derfor kræver Forbrugerrådet nu, at huskøberen - i modsætning til i dag - skal kunne forlange erstatning af den bygningssagkyndige, der gav den forkerte oplysning. Og det vil de bygningssagkyndige som udgangspunkt gerne være med til. Kravet om bindende ansvar er et blandt flere, når Forbrugerrådet i denne uge tager hul på forhandlinger med blandt andre Dansk Ejendomsmæglerforening og de bygningssagkyndiges organisationer om de omstridte tillægsrapporter. »Vi ville helst helt af med tillægsrapporterne. De forvirrer mere, end de gavner, og som de er udformet i dag, er de fuldstændig ansvarsfri. Men der er ikke politisk vilje til at afskaffe dem, så en standardisering er næstbedste løsning«, siger Anne Dehn Jeppesen, jurist i Forbrugerrådet. Tillægsrapporterne kaldes ofte 'sundhedsattest' eller 'kvalitetsmærke' og er en opfindelse, de store ejendomsmæglerkæder har gjort. De udleveres sammen med den statsautoriserede tilstandsrapport - hvis informationer er juridisk bindende - og indeholder blandt andet sælgerens egne oplysninger om ejendommen. Samtidig er der overslag over, hvad det vil koste at udbedre de skader, som er nævnt i tilstandsrapporten. Overslagene er udfærdiget af samme bygningssagkyndige, som har stået for tilstandsrapporten - men hans vurdering er nu bestilt af mægleren og holder ikke i retten. Minimumsstandarder I Sammenslutningen af Beskikkede Bygningssagkyndige (SBB) er formand Niels Christoffersen positivt indstillet over for forslaget om erstatning ved fejlskud. »Det er en rigtig god idé, for vi vil gerne stå ved vores ansvar«, siger han, men gør det samtidig klart, at de bygningssagkyndige også stiller en række krav. »Vi vil ikke blandes ind i et kvalitetsmærke eller en sundhedsattest, hvor sælgeren afgiver nogle oplysninger, som han ikke er ansvarlig for. Vores vurdering af udbedringsomkostninger skal betragtes som en selvstændig rådgivningsydelse med det ansvar, der følger med. Og det skal betales særskilt«, siger han. Forbrugerrådet har længe forsøgt at få afskaffet de ikke retligt bindende tillægsrapporter og i stedet lægge nogle af oplysningerne ind i tilstandsrapporten, som staten er garant for. Det har erhvervs- og boligminister Bendt Bendsen (K) kategorisk afvist. Derfor er målet nu at blive enige med branchen om nogle minimumsstandarder for tillægsrapporterne og helst også et ankenævn, hvor forbrugere kan klage over dem. Vil beholde rapporter I Dansk Ejendomsmæglerforening erklærer direktør Palle Ulstrup sig velvillig forud for forhandlingerne. Men han slår fast, at tillægsrapporterne er kommet for at blive, og at branchen kun vil acceptere standardisering til en vis grænse. »Forbrugerrådet mener, der er et problem, og vi diskuterer gerne mulige forbedringer. Men især de store mæglerkæder vil gerne adskille sig fra hinanden, og der bruger de tillægsrapporterne som et markedsføringsredskab. Så de skal ikke gøres for ens«, siger Palle Ulstrup. Forsikringsbranchens organisation F&P er også involveret i drøftelserne. Det er nemlig de bygningssagkyndiges ansvarsforsikring, der skal dække de fejlagtige vurderinger.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Obama kan lukke og slukke som den sidste præsident fra en nogenlunde fælles virkelighed
-
»Krim er i absolut krise«: Ukraine sætter over 100 russiske skibe ud af spillet
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
INTERNATIONAL KOMMENTAR
80 år
Klumme af Anders Jerichow
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Christoffer Gamborg Breitenbauch
Klumme af Timme Bisgaard Munk
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
tema




























