Fagforbund vil leve sammen

Lyt til artiklen

Endnu et bryllup er på vej. Ikke i den kongelige familie, men i LO-familien, hvor fagbevægelsens tredjestørste forbund, Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA), er på vej i seng med det langt mindre pædagogmedhjælperforbund PMF. Torsdag sagde begge forbunds hovedbestyrelser ja til sammenlægning og går dermed i fodsporene på Specialarbejderforbundet og Kvindeligt Arbejderforbund, der på kongresser i sidste uge sagde ja til hinanden. »Opgaverne bliver større og større i den enkelte lokalafdeling, og der er behov for en meget effektiv anvendelse af ressourcer. Med sammenlægning vil vi langt bedre kunne løfte opgaverne ude i kommunerne«, siger Jakob Sølvhøj, medlem af forretningsudvalget i PMF. Flere ressourcer For det lille forbund med 25.000 medlemmer handler en fusion i høj grad om flere ressourcer og større slagkraft, mens den for FOA med 190.000 medlemmer er endnu et skridt i retning af at få samlet alle ansatte i kommuner og amter under samme forbund. FOA blev selv dannet ved en sammenlægning i 1993 af Dansk Kommunalarbejder Forbund og Husligt Arbejder Forbund. »Vi får bragt os et skridt videre af vejen mod det rigtige endemål, som er at samle folk, der arbejder på det kommunale og amtskommunale område. Den forestående kommunalreform understreger dét behov«, siger forbundsformand Dennis Kristensen, der dog ikke vil røbe, om flere fusioner forestår umiddelbart. FOA's hovedbestyrelse stemte ja med 40 for, 3 imod og 1 enkelt blank stemme, mens hovedbestyrelsen i PMF havde 24 stemmer for og 8 imod. Nu skal det vedtagne grundlag for et fælles forbund behandles på kongresser 6. november. Om alt går efter fagtoppens forventninger, kommer det nye forbund til urafstemning blandt medlemmerne fra midt i november og kan blive en realitet fra årsskiftet - ligesom fusionen mellem specialarbejderne og kvinderne i KAD. Færre udgifter Både PMF og FOA vil slanke deres udgifter som følge af sammenlægningen. Jakob Sølvhøj lover pædagogmedhjælperne bedre service for færre penge - i første omgang daler a-kasse-kontingentet med 34 kroner om måneden. Formanden for de 190.000 FOA-medlemmer, Dennis Kristensen, siger: »Der skal være stordriftsfordele i det her - ellers skal vi sættes fra bestillingen«. Besparelser er også nødvendige i en tid, hvor medlemstallet daler. Men derudover fremhæver begge forbund, at de vil øge deres gennemslagkraft på pædagogik. FOA har blandt plejepersonale, portører og brandfolk også små 30.000 organiserede inden for det pædagogiske område, og det giver det nye forbund flere medlemmer tilsammen end BUPL, der organiserer de uddannede pædagoger. Modstanden mod fusionen har gået på, om David og Goliat nogensinde vil blive en velfungerende helhed. »En fare kan være, at de enkelte faggrupper har svært ved at se sig selv i det«, siger Jakob Sølvhøj fra PMF. Det nye forbund skal have et nyt navn, som en arbejdsgruppe nu skal finde.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her