I 32 år har omkring 150 svenske SAS-kabineansatte boet i Malmø og haft Kastrup som arbejdsplads. Når SAS til december deles op i tre separate nationale virksomheder, vil det betyde enden på den ordning. Fremover bliver de nødt til at pendle de 600 kilometer til Stockholm for at gå på arbejde. »Dette er elendig personalepolitik! De fleste hernede har været ansat i mere end 20 år, og at behandle dem på den måde føles som et slag i maven. Dette gør de kun for at komme af med os«, siger den vrede tillidsmand for de svenske SAS-ansatte i Malmø-området, Thomas Strömberg, til Politiken. 32 år gammel ordning Da SAS for 32 år siden indførte ordningen med en såkaldt Malmø-bosætning, brugte man systemet med, at der skulle være et skandinavisk sammensat kabinepersonale på alle afgange. Da mange af de lange ture gik fra København, var man nødt til at flyve svenskere ned fra Stockholm dagen før og betale hotel og diæter for dem. Derfor fandt man på at skabe en bosætning i Malmø, som tog disse ture fra Kastrup. Samtidig boede mange af de ansatte allerede i Skåne og var glade for at slippe pendlingen til Stockholm. I dag er 144 kabineansatte berørt af afskaffelsen af ordningen. Gennemsnitsalderen hos Malmø-personalet er høj, 53 år, og en del vil sikkert gøre brug af den 'pensionspakke', der kom i den forgangne uge, og som tilbyder forskellige løsninger for de ældre. Ikke kun besparelse Ifølge SAS i Stockholm handler afskaffelsen af ordningen især om en virksomhedsmæssig og trafikal omstrukturering, ikke primært om at spare penge. »Al vores svenske trafik flyver fra Stockholm, så derfor er vores personale også nødt til at arbejde der«, siger Lou-Ann Wejke, kabine- og inflightchef i SAS. Hun har været i kontakt med den danske del af SAS for at høre, om der findes mulighed for at flytte dele af personalet over til Kastrup. Men ligesom i Sverige har SAS Danmark allerede for meget personale og ser sig ikke i stand til at ansætte endnu flere lige nu. »Selvfølgelig forstår vi, at dette går ude over det enkelte individ, men med tanke på situationen, så er en fast stilling det bedste, vi kan tilbyde dem«, siger Lou-Ann Wejke og henviser til SAS' økonomiske problemer. Masser af sygemeldinger i Malmø For tillidsmand Thomas Strömberg føles tanken om at pendle 600 kilometer som uoverskuelig, både økonomisk og tidsmæssigt. Og det er han ikke alene om at synes. Mange fortvivlede kabineansatte har henvendt sig til ham, og sygemeldingerne i Malmø har aldrig været så mange som antallet i dag. Alle kabineansatte har fuld forståelse for, at SAS er en virksomhed i krise, siger han. Men de mener også, at de har været med til at tage deres del af slæbet. »Vi har skrevet under på en aftale, der giver SAS en besparelse på 700 millioner svenske kroner, ved at vi går ned i løn, øger vores arbejdstid med 42 procent og fryser vores lønningsniveau for flere år fremover«, siger Thomas Strömberg. Fagforeningen håber på at få mulighed for yderligere en forhandling med ledelsen. Ellers er man parat til at gå videre til Arbejdsdomstolen i Sverige eller til Europa-domstolen. Fra ledelsens side ses der dog ikke noget at forhandle om, og man vil ikke bøje sig for de massive protester. »Det er ikke realistisk at tro, at vi vil skifte mening. Der er mange i SAS, der må pendle til arbejdet i Stockholm. Så må man vælge, om man vil det eller lade være«, siger Lou-Ann Wejke fra SAS.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Endelig afgørelse i sagen om Anne Linnets private have på havnefronten
-
Han er en af valgets helt store historier, og sejren kan sige en del om demokraternes fremtid
-
Kl. 4 kalder CNN nattens hidtil største chok: Sådan gik valget time for time
-
Chef: »Der er altså mennesker, som ikke længere lærer at gøre det her. Det bliver et problem for samfundet snart«
-
Forklaringen er simpel, når man spørger til valgsejren: »Der er kun én farve i USA, og det er grøn«
-
Anmelder: Det er måske den bedste chokoladekage, jeg har fået i København
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Mød Ilan Pappe i Politikens Hus
Den fremtrædende israelske historiker og politiske aktivist, Ilan Pappe, gæster København til en samtale med Politikens Kulturredaktør Lotte Folke om Israel-Palæstina-konflikten.
Som abonnent får du billetten til 120 kr. (normalpris 195 kr.)
Studiepris/U30: 80 kr.
It’s complicated
Få overblik over det amerikanske midtvejsvalg med Politiken og The New York Times
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Halime Oguz
Debatindlæg af Nis Bank-Mikkelsen