Børnebassiner trækkes tilbage

Lyt til artiklen

Mor smiler over hele femøren på forsiden af papkassen til Bilkas soppebassin 'Sun Shade Playpool' fra Intex. Nede i bassinet sidder en dreng og en pige omkring tre år og griner. En anden ung, veldrejet mor smiler i denne uges Kvickly-katalog, hvor en plasticpalme med indbygget haveslange doucher et par fornøjede unger i en 'Pool med palme' til 149,95 kroner. Lykke i grundfarver. Men måske burde de alle tørre smilet af. For soppebassinerne blev i denne uge trukket tilbage fra butikkerne, fordi de indeholder de hormonforstyrrende stoffer ftalater, der bruges til at blødgøre plastik. Ftalaterne er forbudt i legetøj til børn under tre år. Kvickly vurderede, at bassinet lå på grænsen af det lovlige, selv om det størrelsesmæssigt ligger inden for de tilladte grænser. »Indkøberen havde skønnet, at det var til større børn, men det var på kanten, så vi har trukket det tilbage«, siger Mogens Werge, miljødirektør i Coop Danmark, som Kvickly hører under. Bilka tænkte sig om - og valgte så også at trække sit soppebassin tilbage, som i næste uge bliver markedsført under titlen 'Babypool' i kataloget for Bilka i Field's, som allerede er trykt. »Vi er enige i, at produktet kan vurderes til at henvende sig til børn under tre år«, siger Søren Larsen, indkøbschef i Føtex og Bilka. Kold konkurrence Det glæder Forbrugerrådet, at produkterne er væk. Men man ryster på hovedet af, at et produkt med et trylleslag bliver lovligt, når det ikke længere henvender sig direkte til børn under tre år. »Rent kemikaliemæssigt er der det samme problem med et stort og lille bassin. Og det er jo ikke sådan, at man køber et bassin for børn under tre år: Man hælder bare lidt mindre vand i«, siger Mette Boye, miljø- og sundhedspolitisk medarbejder. For selv om de to badebassiner er væk fra hylderne, er det både i Dansk Supermarked og Coop stadig muligt at købe masser af badeprodukter, der er lavet med heftig brug af ftalater. I denne uge kan man i Coops internetbutik Nettorvet for eksempel købe en Kæmpe Pool til 21.000 liter vand, komplet med instruktionsvideo, støvsuger og volleyballnet. Fremstillet af tre separate lag pvc-laminering og fyldt med ftalater. Og det er 100 procent lovligt, fordi det ikke henvender sig til små børn. »Det er ikke en smutter - vi har været opmærksomme på det«, konstaterer miljødirektør Mogens Werge i Coop. For det handler også kynisk om kold konkurrence på markedet: »Det nemmeste i verden er at lade være med at sælge det. Men så går folk bare hen og køber produktet et andet sted. Vi bliver nødt til at have nogle produkter, hvor vi godt ved, at de ikke er miljørigtige. Sådan er det, når man overlader miljøregulering til markedet«, siger Mogens Werge. Ftalatsuppe Ftalaterne gør soppebassinerne bløde. Men med tiden hærder bassinerne og bliver stive, fordi ftalaterne vaskes ud i vandet. Det bliver til en slags ftalatsuppe, som børnene muntrer sig i og kommer til at sluge. Kemikalieinspektionen under Miljøstyrelsen er også opmærksomme på det billige badegrej, og medarbejdere fra inspektionen har været på indkøb i denne uge. »Vi har netop igangsat en tilsynskampagne, hvor vi vil kontrollere badebassiner, badeveste og hvad der findes til børn under tre år«, siger sektionsleder Birte Børglum. Og der er nok at tage fat på, mener miljøorganisationen Greenpeace, der i de to seneste uger har bidt sig fast i ftalatjagten. »Det er fuldstændig grotesk at suse rundt her«, siger Jacob Hartmann, civilingeniør i Greenpeace Danmark, på en sjælden tur gennem badeudstyret på Bilkas hylder. Hans interesse samler sig om et stort bassin: »Når folk går herfra med en pool på 30 kg ... jeg tror, den vejer 30 kg«, siger han og pruster, »så bliver den til 30 kg farligt affald, det skal man jo også tænke på«. Men poolen lever op til lovens ord. Og med tilbagetrækningen mener Dansk Supermarked ikke, at der skulle være mere at komme efter. Nu er der ikke flere produkter, der ligger på grænsen af det lovlige i Bilka og Føtex? »Ikke efter min bedste vurdering«, siger Søren Larsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her