Han smiler næsten ikke. I hvert fald ikke, når fjernsynskameraerne strejfer hans åsyn. Ikke engang når hans private fodboldhold Chelsea vinder kampe i Champions League-turneringen. Men den 37-årige russer Roman Abramovich synes da ellers at have godt og vel 84 milliarder gode kontante grunde til at blotte gummerne bare en lille smule. Ikke alene topper han listen over de rigeste i England, han står sørme også øverst på listen over de hurtigstvoksende formuer i det engelske. Ejer olieselskab, bilfabrik - og Grønkjær Ud over Chelsea med blandt andet danskeren Jesper Grønkjær på holdet består Roman Abramovichs pengetank mestendels af aktier i det russiske olieselskab Sibneft og bilfabrikken Gaz. Ved siden af er han guvernør for den knap så rige, men arktiske Chutkotka-region, Ifølge engelske BBC tilbringer han dog det meste af sin tid enten i sit palæ i London eller sit gods i Sussex. Bag ham på listen over de rigeste mennesker i England står som en fjern konkurrent hertugen af Westminster med fast ejendom i den pænere del af London til en værdi af det, der ligner 55 milliarder kroner. Det tætteste man kommer på et skandinavisk islæt på listen er svenskeren Hans Rausing, hvis mælke- og yoghurtkartoner af fabrikatet Tetra Pak pryder de fleste danske morgenborde. Svenskeren har slået sig ned i England med godt 29 milliarder kroner på kistebunden. Listen over de rigeste offentliggøres af den engelske avis The Sunday Times. Voldsom vækst Men for nu at tegne det fulde billede af den russiske Joakim von And står han også forrest i hierarkiet over de hurtigstvoksende formuer i England. The Sunday Times vurderer, at russerens formue vokser med små fem milliarder kroner om året. Langt bagefter finder man blandt andet forfatteren til de populære børnebøger Joanne Rowling, der har lavet godt fem milliarder kroner på at skrive de populære Harry Potter-børnebøger om teenagetroldmanden, der besejrer diverse repræsentanter for ondskabens mørke magter. Hendes formue skønnes at vokse med blot 690 millioner kroner om året.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























