Flere end ni ud af ti slagtere og bagere i Nærings- og Nydelsesarbejder Forbundet (NNF) stemte nej til de treårige overenskomster. Også fagforbundene Blik & Rør og SiD stemte nej. Alligevel blev overenskomstaftalen vedtaget med et solidt flertal. Godt 57 procent af dem, som stemte, sagde ja, mens knap 43 procent stemte nej. De såkaldte sammenkædningsregler betyder, at overenskomsterne kommer til at gælde alle. Stemmeprocenten var på blot 37,2 procent og lavere end ved de forudgående overenskomster i 1998 og 2000. Det skuffer LO-formand Hans Jensen. Glad Hans Jensen »Men stemmeprocenten er ikke så unormal, når der ikke er en ekstraordinær situation. Til gengæld er jeg glad for, at det var et klart og tydeligt ja«, sagde Hans Jensen, da forligsmand Asbjørn Jensen havde offentliggjort resultatet af afstemningen. Stemmeprocenten var klart højere i de forbund, hvor der blev stemt nej. I NNF stemte næsten 80 procent af medlemmerne, mens det kun gjaldt godt 30 procent af HK's medlemmer. Kvindeforbundet HK har ellers fået sin mærkesag, en central barselsfond, igennem. »Det er et beskedent ja set i forhold til, at næsten samtlige af de store forbund har anbefalet et ja«, siger forbundssekretær Jens Peter Bostrup (NNF). Det er navnlig reglen om 'forsømt tid', som har skabt modstand i NNF. Reglen går kort fortalt ud på, at en overenskomststridig strejke skal arbejdes af uden overarbejdsbetaling. Opfordrer til ro »Medlemmerne er da ikke glade for at skulle leve med en overenskomst, som de er imod, men vi har opfordret dem til at holde sig i ro uanset resultatet. Jeg kan naturligvis ikke garantere, at der ikke bliver en arbejdsnedlæggelse et eller andet sted«, siger Jens Peter Bostrup. Sektorformand Karin Retvig fra HK Privat er ikke glad for den lave stemmeprocent, men har svært ved at skjule glæden over, at 85 procent af de HK'ere, som stemte, sagde ja. »Det viser, at vi satsede rigtigt, da vi satsede på barselsfonden«, siger hun. Lang forhandling svækker interessen Karin Retvig vurderer, at det lange forhandlingsforløb svækker interessen. »Det at have decentrale forhandlinger tager selvfølgelig tid, men de sidste tre uger i Forligsinstitutionen kunne man godt have været foruden«, siger Karin Retvig. Både Karin Retvig og Jens Peter Bostrup er skeptiske over for sammenkædningsreglerne, men de er nødvendige, siger arbejdsmarkedsforsker Jesper Due: »Hvis man ikke havde dem, ville man få et meget mere konfliktfyldt arbejdsmarked og være på vej til konflikter ved hver overenskomstforhandling«, siger Jesper Due fra Københavns Universitet. Godt 98 procent af medlemmerne af Dansk Arbejdsgiverforening (DA) stemte ja til overenskomstaftalen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























