Højt bilsalg varsler økonomisk opsving

Bilsalget er tæt på femte gear. - Foto: Thomas Borberg
Bilsalget er tæt på femte gear. - Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Bilfabrikkerne tror på de danske forbrugere. For på trods af, at vi har verdens vel nok skrappeste bilbeskatning, og priserne er blevet skruet kraftigt i vejret de seneste to år, sælges der stadig flere biler herhjemme. Og på det seneste er der endda kommet så meget gang i bilsalget, at det lige nu er et af de sikreste tegn på fremgang. Med en fremgang i bilsalget på 26 procent årligt i marts i år, er opsvinget ikke bare lige om hjørnet, det er i fuld gang. »Det er en meget positiv udvikling, og det tyder på, at vi får en pæn fremgang i år«, siger administrerende direktør Bent Mikkelsen fra De Danske Bilimportører (DDB). Han påpeger dog, at der stadig er et pænt stykke vej op til et årligt bilsalg på 130-140.000 som bilimportørerne betegner som et normalt salg. Sidste år blev der solgt 96.000 personbiler. Biludstilling i Bella Center Den forholdsvis kraftige stigning i bilsalget i marts kommer imidlertid som en gave til den første internationale biludstilling i Danmark i fire år, som åbner for offentligheden i Bella Center i København i morgen. Der vil blive snakket biler over naboens hæk i langt højere grad end set i de seneste år, vurderer bilforhandlerne. »Fremgangen i bilsalget i marts sætter tanker i sving. Når naboen har råd til en ny bil, så øges interessen«, siger administrerende direktør Preben Kjær fra Danmarks Automobilforhandlerforening (DAF). Hverken Preben Kjær eller Bent Mikkelsen fra bilimportørerne tror dog, at selve biludstillingen, som formentlig får besøg af omkring 200.000 bilinteresserede, kan påvirke bilsalget her og nu. »Man har ikke kunnet måle nogen effekt af de tidligere udstillinger i 1990 og 2000, men den er med til at skabe en interesse, som på længere sigt kaster et højere bilsalg af sig. Det er lidt at sammenligne med udgifter til markedsføring«, siger bilimportørernes Bent Mikkelsen. Flere jobs - flere nye biler Men hvis den blotte interesse skal udmønte sig i et højere bilsalg, kræver det, at opsvinget breder sig til hele økonomien og ikke mindst til arbejdsmarkedet. Kan der komme gang i jobskabelsen igen, og knækker ledighedskurven for alvor, kan forbrugere og potentielle bilkøbere foretage økonomiske dispositioner med langt større sikkerhed for, at der ikke senere opstår privatøkonomiske problemer. På den front ser det også ud til at lette. I hvert fald bød februar på et lille fald i arbejdsløsheden - fra 182.600 i januar til 182.000 i februar. Da arbejdsløsheden allerede var faldet i januar, tyder det ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) på, at det værste jobtab er overstået. »Ledighedstallene for februar indikerer, at det seneste halvandet års relativt kraftige stigende tendens i ledigheden er ophørt. Det er vanskeligt at vurdere, hvorvidt tallene afspejler en egentlig vending på arbejdsmarkedet«, lyder AE's analyse.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her