Duften af økologiske shii-take-svampe stegt i rapsolie blandede sig med menneskemylderet og et væld af eksotiske fødevarer, da Auktionen Gourmetmarked officielt åbnede i dag i den gamle fiskeriauktions lokaler på havnen i Århus. Minister: En solstrålehistorie Fødevareminister Mariann Fischer Boel (V) har ved åbningen kaldt Auktionen Gourmetmarked for en solstrålehistorie, der kan lære danskerne om kvalitet. Hun hæfter sig ved, at der på markedet er mulighed for at smage på specialiteterne og få en snak med landmændene. »Producenterne får et meget godt indtryk af, hvad forbrugerne vil have, og det er den bedste garanti for udviklingen af vores fødevarekvalitet«, siger Mariann Fischer Boel. Fænomenet vil brede sig Auktionen Gourmetmarked budgetterer med, at omkring 1.000 kunder i løbet af ugens tre åbningsdage vil skabe en årlig omsætning på fem millioner kroner. Detailhandelsekspert Bruno Christensen, der er direktør i Retail Institute Scandinavia, er overbevist om, at der er plads til et koncept som gourmetmarkedet i Århus, og at ideen kan brede sig til andre storbyer.
Gourmetmarked åbnet i Århus
Lyt til artiklen