Rabatkuponer slippes fri

Lyt til artiklen

Køb fem pakker Kærgården og deltag i konkurrencen om en rejse til Barbados. Eller få seks dåseøl med i prisen, når du køber en pakke grillpølser. Det er blot nogle af de tilbud forbrugerne vil blive mødt med i nær fremtid - sandsynligvis allerede inden årsskiftet, hvor det forventes, at en række forbud i den danske markedsføringslov bliver fjernet. Vi skal også have slebet køkkensaksen, for tilbudsaviserne og dagbladene kommer til at bugne med kupontilbud, som forbrugerne skal klippe ud og have med ned i butikken for at inkassere ugens rabat på en tyver for en cd i Fona. Umiddelbart lyder det, som om det bliver meget sjovere at være tilbudsjæger. Men det bliver også sværere at gennemskue, hvad varerne reelt koster, siger kritikerne. Ligesom det kommer til at tage længere tid at komme gennem supermarkedernes køer, når kassedamerne også skal til at bruge tid på at skanne og tjekke kundernes møjsommeligt udklippede kuponer. »Det bliver helt vilkårligt, hvem der får rabatten. De nye tiltag bliver kun til fordel for butikkerne. Derimod får forbrugerne sværere ved at gennemskue varernes pris, og de bliver lokket til at købe produktet ud fra forkerte forudsætninger. Fokus bliver simpelthen fjernet fra det, det handler om, nemlig varerne«, siger afdelingschef i Forbrugerrådet Villy Dyhr og tilføjer: Forbrugere ladt i stikken »Forbuddene er til for at beskytte de forbrugere, som har lidt svært ved at gennemskue butikkernes stunts - de bliver fremover ladt i stikken«. I dag er det forbudt at gøre deltagelse i præmiekonkurrencer betingede af, at kunderne køber en bestemt vare, og tilgift er heller ikke tilladt, som når en kunde får et badehåndklæde i gave for at købe tre pakker vaskepulver. Og så indeholder markedsføringsloven også et forbud mod det såkaldte kupon-klipperi. Forbuddene bliver hyppigt overtrådt, fordi den rigtige konkurrence eller den rigtige gave indpakket i cellofan sammen med et ugeblad, kan være med til at hugge nogle mikroskopiske - men vigtige - markedsandele fra konkurrenterne. Kloge forbrugere Derfor håber de store supermarkedskæder og blandt andre Dansk Handel & Service samt reklamebureauernes brancheorganisation DRRB, at forbuddene bliver ophævet. Helst med det samme. De mener nemlig, at forbrugerne sagtens kan gennemskue, hvad der er op og ned i den store tilbudsjungle. Senest har de fået hjælp fra uventet kant. Forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen har ellers været en ivrig fortaler for en bevarelse af det, der med en samlet betegnelse kaldes for specialforbuddene i markedsføringsloven. Men han har skiftet mening og mener nu, at tiden er løbet fra forbuddene. »Det er ikke nødvendigt med forbuddene for at få markedsføringsloven til at fungere. Det vil altid skifte over tid, hvad virksomhederne synes er interessant at bruge af salgsfremmende foranstaltninger«, siger Hagen Jørgensen. Hvad så med de forbrugere, som får svært ved at gennemskue butikkernes tilgift og købsbetingede konkurrencer?

»Hvis det bliver sådan, at det bliver uigennemskueligt og vildledende, så kan vi gribe ind efter de øvrige bestemmelser i markedsføringsloven om god markedsføringsskik og forbuddet mod vildledende reklame«, siger han. Mindre butikker nervøse Men det er langtfra alle butikskæder, der bifalder forbrugerombudsmandens kovending. Mange mindre butikker er bange for, at de bliver trynet af de store butikskæders lækre gavetilbud til kunderne. For det vil koste markedsandele, siger John Wagner, der er administrerende direktør i brancheorganisationen for De Samvirkende Købmænd. »I dag konkurrerer butikkerne på varernes pris, kvalitet og servicen ude i butikkerne. Hvis forbuddene bliver ophævet, bliver det i stedet en konkurrence om, hvem der kan lave de sjoveste ting med gratis babybadekar, når man køber tre pakker bleer. Det kan også hurtigt gå hen at blive en forplumring for forbrugerne - priskonkurrencen bliver langt sværere at overskue, for ingen ved rigtig, hvor meget badekarret er værd«, siger direktør John Wagner.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her