Begge selskaber er enorme. De vil begge være endnu større - og helst størst af alle. Men måske ender duellen i en storstilet fusion mellem energigiganterne Elsam og DONG. I går tog det jysk-fynske kraftværksselskab Elsam førertrøjen i kapløbet med købet af sin sjællandske rival NESA. Pris 10,5 mia. kr. og nu med et forspring til det statslige energiselskab DONG. Massive opkøb af aktier Men allerede forinden har DONG slået igen med massive opkøb af aktier i Elsam i et utilsløret forsøg på at overtage sin modstander. Og midt i krigshandlingerne forsøger de stridende parter at holde døren åben for et partnerskab - måske endda en fusion. Et emne der på det seneste er blevet drøftet på møder mellem Elsam og DONG. Men Elsam står ikke uden våben i striden. Lige nu er Elsam ved at undersøge muligheden for at komme på børsen for på den måde at give sine ejere, aktionærerne, bedre muligheder for at komme af med deres aktier til andre end rivalen DONG. Det endnu ubesvarede spørgsmål er, hvem af de to, der kommer til at stå stærkest i fremtiden. Hvad enten det bliver hver for sig eller i en fusion. Fusion først en mulighed i fremtiden Elsam's administrerende direktør Peter Høstgaard-Jensen mener, at en mulig fusion mellem Elsam og DONG først er en mulighed længere ude i fremtiden. »Vi snakker sammen og holder hinanden orienteret, og muligheden af fusion er blevet vendt, men det er ikke på dagsordenen på den måde«, siger Peter Høstgaard-Jensen. Inden en fusion overhovedet kan komme på dagsordenen i Elsam's direktionskontorer er det for Peter Høstgaard-Jensen afgørende, at der bliver skabt klarhed over DONG's fremtid. Privatisering undersøges I dag ejer staten DONG men har sat den internationale investeringsbank N. M. Rothschild & Sons til at undersøge mulighederne for at privatisere DONG. Analysen forventes færdig med udgangen af april måned. »Det er ikke attraktivt for os, hvis Finansministeriet skulle sætte hele DONG til salg, og det så kommer på udenlandske hænder«, siger Peter Høstgaard-Jensen. Hans ambition er at skabe et stort dansk energiselskab, der kan modstå presset fra de store udenlandske energimastodonter, der står på spring uden for det danske marked. Men han kan risikere at blive sat på sidelinjen i det store danske energislagsmål. Mens DONG lige nu kun har kontrollen over godt tre procent af Elsam's aktier, så har selskabet budt 2,675 milliarder kroner for at overtage yderligere 16,29 procent af aktierne. Hvis ikke andre Elsam-aktionærer vil udnytte deres forkøbsret, så kan DONG ende med at erhverve sig næsten 20 procent af Elsam. Men det er ikke slut med det. Andre i Elsam's ejerkreds er også på vej til at udbyde deres aktier til salg, hvilket kan give DONG endnu mere magt over Elsam. Og dermed i yderste konsekvens gennemtvinge en fusion. På vej mod større selskaber Konkurrenceeksperten professor Peter Møllgaard fra Handelshøjskolen i København mener, at udviklingen efter liberaliseringen af det danske energimarked går mod, at energiselskaberne bliver stadigt større. »Når vi den øgede koncentration i markedet med større selskaber, så er det vigtigt at sørge for, at de danske virksomheder forbliver små. Og det betyder, at det marked skal bredes ud til at omfatte flere og flere lande. Og ikke bare Danmark«, siger Peter Møllgaard. Forbrugerne betaler Set med hans briller kommer Elsam's opkøb af NESA ikke til at betyde det store for forbrugerne her og nu, men på længere sigt kan forbrugerne komme til at betale for gildet i form af højere priser. Og en Elsam-DONG fusion kan blive lige så problematisk, hvis ikke udenlandske selskaber kan byde den nye gigant konkurrence om forbrugernes gunst. Energianalytikeren Juha Iso-Herttua fra den nordiske bank Nordea mener, at en fusion mellem DONG og Elsam ville være en naturlig udvikling i et nordisk elmarked. »Jeg kan ikke se, hvorfor en fusion mellem de to skulle blive blokeret. Det kan godt være at selskabet vil være et stort i Danmark, men på sigt vil det være et lille selskab i det nordiske marked«, siger Juha Iso-Herttua. Ifølge ham vil Danmark mere og mere blive en del af det nordeuropæiske energimarked, når strømforbindelserne til de andre nordiske lande bliver udbygget. I DONG ønsker man ikke at kommentere på en mulig fusion mellem DONG og Elsam. I Konkurrencestyrelsen ønsker man heller ikke at kommentere de mulige konsekvenser af en mulig fusion mellem Elsam og DONG.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Jeg troede først, det var en bakke, der faldt«: På et øjeblik forvandlede den glitrende sal sig til et kaotisk tilflugtsrum
-
Fremragende DR-program er tilbage: Det mest uhyggelige foregår på direktørgangen
-
»Så væltede vi hjem i en taxa og gik i seng klokken 11 om formiddagen«
-
Til sidst puttede jeg et stykke konfetti i lommen. Som håndgribeligt bevismateriale efter en uhåndgribeligt vidunderlig aften
-
Gevinsten ved PFA-model er enorm: PFA's topchef vækker opsigt med sin klare opfordring til det offentlige Danmark om ai
-
Ukrainske officerer og dykkere hævder i ny bog at stå bag Nord Stream-sabotage
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Interview
»Så væltede vi hjem i en taxa og gik i seng klokken 11 om formiddagen«
Klumme af Lotte Folke Kaarsholm


























